DMI holder fast: Op til 30 cm sne i dag
Og det er allerede begyndt
Det bebudede voldsomme snevejr, som Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har varslet over Midt- og Vestjylland søndag, er allerede begyndt.
Det bekræfter vagthavende meteorolog ved DMI, Andy Ahumada søndag morgen over for Nyheder.dk.
Meteorologen bekræfter samtidig at prognosen på de op til 30 cm fortsat holder stik.
- Der kan komme mellem 15 og 25 cm sne over Midt- og Vestjylland i løbet af søndag. Og man kan ikke udelukke, at der lokalt kan komme op til 30 cm. Som det ser ud lige nu, så går nedbøren i Nordjylland over i slud i løbet af dagen i takt med at temperaturen stiger til over frysepunktet, siger Andy Ahumada.
Trækker mod øst
Dagstemperaturerne søndag vil ligge mellem minus 5 og plus to grader - varmest i Nordjylland.
- Snevejret trækker langsomt mod øst men aftager i styrke, når det når Sjælland, forklarer Meteorologen.
Vinden søndag bliver svag til jævn fra sydlig retning skiftende til øst i løbet af dagen.
Mere sne i nat
I nat får vi stadig enkelte snebyger, men de bliver ikke så kraftige.
I de sydlige egne biver det dog mest tørt.
Temperaturerne natten til mandag vil ligge på mellem minus 8 og minus 3 grader.
Ustadigt vejr den kommende uge
- Generelt om den næste uges vejr kan man sige, at det bliver mildere. Men vi får stadig et islæt af vinterligt nedbør i form af sne og slud. Det ustadige vejr fortsætter, siger Andy Ahumada.