DMI advarer om skybrud og tordenbyger

Fra torsdag eftermiddag kommer der regn- og tordenbyger i Jylland. DMI har udsendt varsel om lokale skybrud

Udgivet Opdateret

Sommervejret afløses for en bemærkning af ustadigt og køligere vejr med risiko for kraftig regn og lokale skybrud torsdag.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.

DMI har udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud mellem klokken 15 og 23 i det sydvestlige Jylland.

Trækker mod nordøst

Ud på aftenen bevæger bygerne sig videre mod nordøst og svækkes lidt. 

Der kan dog fortsat være bygeaktivitet og dermed risiko for skybrud.

Derfor er der udsendt en risikomelding om lokale skybrud og torden i det nordøstlige Jylland og resten af landet - med undtagelse af Hovedstaden og Nordsjælland.

Kriteriet for kraftig regn er mere end 24 millimeter på seks timer, og for skybrud skal der falde mere end 15 millimeter på 30 minutter.

Kraftige byger fredag

Natten til fredag passerer en koldfront med regn og torden landet fra vest, hvorefter landet står over for en periode med ustadigt og lidt køligere vejr.

Fredag står vejret således på sol, skyer, regn og byger, der lokalt kan være kraftige og med torden, samt temperaturer på 20 til 25 grader.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS