Hædret i USA
Vandt guld ved international prisuddeling
To danske programserier fra DR har vakt international interesse og er nu blevet belønnet med priser ved US International Awards i den amerikanske storby Los Angeles.
Dokumentarserien "På tirsdag skal jeg dø" har modtaget en Grand Award for Bedste Dokumentar, ligesom at den fik guld i underkategorien for dokumentarer om sociale emner og emner, der påvirker mange mennesker.
Der var også guld til DR's programserie fra børne- og ungehospicet Strandbakkehuset i Rønde, som indgår i udsendelsesrækken "Indefra med Anders Agger".
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Aktiv dødshjælp
"På tirsdag skal jeg dø" fortæller historien om Preben Nielsens rejse til Belgien for at modtage aktiv dødshjælp, da det er ulovligt og strafbart i Danmark.
En arbejdsulykke havde efterladt Preben Nielsen lam fra skuldrene og ned. Han lovede sin kone at fokusere på genoptræning i minimum et år. Derefter ville han tage stilling til, hvad der skulle ske.
I programserien prøver journalist Anders Lund Madsen at forstå, hvorfor Preben Nielsen ikke længere vil livet.
- Hjerteskærende film
- Det er lykkedes filmskaberne at skabe en dybtgående og hjerteskærende film, der levendegør mange nuancer af et af de vigtigste spørgsmål i den menneskelige eksistens: Hvad gør livet værd at leve?, gengiver DR begrundelsen fra juryen.
- "På tirsdag skal jeg dø" bringer et emne op, der giver anledning til stigmatisering og på samme tid er et etisk dilemma. Det er en generøs og varm historie, der giver døden en kompleksitet og menneskelighed, fremhæver juryen ydermere.
Man bliver trukket ind i filmen
Programserien fra børne- og ungehospicet, som er en del af Anders Aggers Indefra-udsendelser, hvor han kommer dybt ind forskellige steder, er blevet hædret for formidling med ynde og ærlighed, lyder det.
Herfra lød det faktisk, at "man ikke glædede sig til at se den".
- Men man bliver hurtigt trukket ind i filmen gennem Anders Aggers milde optræden og hans følsomme og forstående samtaler med forældre, børn og personale på hospice, lød det blandt andet fra juryen.
Specialpris til DR
Fordi DR's to bidrag klarede sig så godt ved US International Awards, modtog public service-stationen en specialpris for Årets Tv-netværk.
Den går til det tv-selskab, der på tværs af alle kategorier får den højeste score for sine programmer af juryerne.
US International Awards har eksisteret siden 1967. Ved uddelingen bliver dokumentarer og videoproduktioner fra hele verden vurderet af en international jury, der består af virksomheds- og mediespecialister, filmeksperter samt folk, der arbejder med marketing og kommunikation, lyder det fra DR.
Begge programserier, "På tirsdag skal jeg dø" og "Indefra med Anders Agger - Børnehospice", har inden US International Awards allerede fået international anerkendelse ved andre uddelinger.