Bilejere opkrævet for meget
Et ukendt antal bilejere har modtaget forkerte opkrævninger grundet en opdateringsfejl i motorregistret
Motorstyrelsen har konstateret en fejl i motorregistret, der har medført, at nogle bilejere har modtaget forkerte opkrævninger.
Det oplyser Motorstyrelsens pressevagt til Ritzau.
Nogle bilejere har modtaget den samme opkrævning af den periodiske afgift to gange.
Opkrævet for bil de ikke ejer
Andre har modtaget en rykker for den periodiske afgift på en bil, de ikke længere ejer.
Motorstyrelsen har endnu ikke et overblik over, hvor mange der er ramt af de fejlagtige opkrævninger.
Fejlen er sket i forbindelse med opdatering af et bagvedliggende datasystem.
Får pengene tilbage
Opkrævningerne er udsendt af Skattestyrelsen, men bygger på data fra Motorregistret.
Hvis man har fået en forkert opkrævning og allerede har betalt den, vil man ifølge pressevagten få sine penge tilbagebetalt.
Ikke første gang, det går galt
Det er ikke første gang, at en opdatering volder problemer i motorregistret.
12. juli offentliggjorde Motorstyrelsen en nyhed på hjemmesiden, hvor man beskrev en fejl i opkrævningen af grøn ejerafgift for biler, der havde været til registreringssyn i perioden 26. juni til 11. juli 2024.
Fejlen blev rettet med en opdatering 11. juli, fremgik det.