Kikset festival har kæmpe ambitioner
Festivalen Syd for solen flytter ikke blot lokation
Festivalen Syd for solen flytter lokation fra Søndermarken på Frederiksberg til Valbyparken i København.
Det skal være med til at øge den samlede kvalitetsoplevelse. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
Tidligere er festivalen blevet kritiseret for ikke at kunne håndtere indgangen, og at der - når man endelig kom ind på pladsen - igen var lange køer for at få adgang til toilettet og for at købe mad.
Går ikke på kompromis
- Vi går ikke på kompromis med den intime stemning og den hygge og nærhed, som både publikum og vi selv forbinder med Syd for solen.
- Vi giver den bare bedre mulighed for at udfolde sig med langt bedre logistiske forhold, lyder det i pressemeddelelsen fra Nikolaj Thorenfeldt, der er CEO i smash!bang!pow!, som arrangerer festivalen.
Syd for solen flytter ikke blot lokation. Festivalen rykkes også fra juni til august, når den næste gang løber af stablen i 2024.
Vil være et fyrtårn
- Ganske enkelt fordi vi gerne vil være et fyrtårn og noget at se frem til, når københavnerne vender hjem fra ferie og tilbage til deres venner og det gode byliv igen, tilføjer Nikolaj Thorenfeldt i pressemeddelelsen.
- Vi vil være sommerens sidste festival under solen, før hverdagen banker på, og musikken rykker indendørs på byens spillesteder igen, forklarer han.
Varer tre dage
Syd for solen er en tredages musikfestival, som blev lanceret for to år siden.
Håbet er, at det bliver en tilbagevendende tradition, lyder det.
I sommer var Bon Iver, The War On Drugs og Iggy Pop blandt de internationale på plakaten. Af danske artister kunne man blandt andre opleve Katinka Band, Brimheim og August Høyen.