Sælger ud for milliarder 

Ørsted beholder 50 procent af solcelleparkerne, og vil være ansvarlig for driften i hele parkernes levetid

Offentliggjort

Ørsted sælger halvdelen af amerikanske solcelleprojekter

  • Ørsted har solgt 50% af tre vedvarende energiprojekter i USA til Energy Capital Partners for 4,1 milliarder kroner. Projekterne inkluderer to solcelleparker i Texas og et kombineret solcelle- og batterilagringsanlæg i Arizona.
  • Ørsted vil fortsat eje og drive de resterende 50% af solcelleparkerne. Samlet set har Ørsted opnået en indtægt på cirka 9,3 milliarder kroner fra disse projekter gennem salgsprisen og skatterabatter.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Ørsted sælger halvdelen af tre projekter for vedvarende energi på land i USA til Energy Capital Partners (ECP) for 4,1 milliard kroner.

Det skriver Ørsted i en selskabs-meddelelse.

De delvise frasalg gælder to solcelleparker i Texas og Eleven Mile Solar Center i Arizona, der både er et solcelleanlæg og et batterilagringsanlæg.

Beholder 50 procent 

Ørsted beholder selv 50 procent af solcelleparkerne, og vil fortsat være ansvarlig for driften i hele parkernes levetid.

Energy Capital Partners er den største private ejer af elproduktion og vedvarende energi i USA.

Ifølge Ørsted har energiselskabet i år opnået en finansiering på omkring 5,2 milliarder kroner for de tre projekter via en skatterabataftale med samarbejdspartneren J.P. Morgan.

Desuden har Ørsted underskrevet sin første langsigtede skattefradragsaftale for den ene af solcelleparkerne i Texas.

Ørsted sælger halvdelen af Eleven Mile Solar Center i Arizona, der både er et solcelleanlæg og et batterilagringsanlæg. Også to solcelleparker i Texas sælges delvist.

9,3 milliarder 

Salgsprisen og det, der er indhentet via skatterabatter, bringer den samlede indtægt fra de tre projekter op på cirka 9,3 milliarder kroner, skriver Ørsted.

James Giamarino, som er kommerciel chef for Ørsted i regionen Amerika, mener, at handlerne afspejler Ørsteds tætte samarbejde med en række kommercielle partnere.

- I takt med at vi gør fremskridt med vores vækstambitioner, vil vi geninvestere denne kapital for at fortsætte udbygningen af projekter, der skaber langsigtet værdi for vores partnere, siger han i meddelelsen.

Har tideligere solgt 

Østed har tidligere solgt dele af sine amerikanske projekter til Energy Capital Partners. I 2022 købte investeringsselskabet halvdelen af tre vindmølleparker og et solcelleanlæg.

Det nylige frasalg ligger i slipstrømmen af en række andre delvise salg af projekter i både Storbritannien og Taiwan.

Tidligere i december meddelte Ørsted således, at man havde solgt halvdelen af vindmølleparken Greater Changhua 4 i Taiwan til et forsikringsselskab for 11,6 milliarder kroner.

I oktober solgte Ørsted også ud af fire britiske havvindparker. Her solgte selskabet en ejerandel på 12,45 procent for 15,7 milliarder til investeringsselskabet Brookfield.

Powered by Labrador CMS