Lig af dansk soldat fundet i Ukraine
Flere unavngivne kilder har oplyst til TV 2, at liget af en dansk 25-årig mand er blevet fundet i Ukraine
Liget af en 25-årig dansk mand, der blev meldt dræbt i 2022 i Ukraine, er blevet fundet.
Det erfarer TV 2 onsdag.
Oplysningen kommer fra flere af hinanden uafhængige kilder, skriver TV 2, som dog ikke oplyser, hvilke kilder der er tale om.
Annonce
DNA-test bekræfter
Ifølge mediet er liget blevet fundet ved frontlinjen ved byen Mykolajiv. En DNA-test har afgjort, at det med 95 procent sikkerhed er den danske mand, siger korrespondent for TV 2 Rasmus Tantholdt.
Den 25-årige blev meldt dræbt tilbage i april 2022.
Annonce
Rejste til Ukraine
Her skrev flere medier, at han var rejst til Ukraine for at kæmpe for den ukrainske hær.
TV 2 skrev dengang, at manden tidligere havde været soldat hos Det Jydske Dragonregiment.
Udenrigsministeriet har endnu ikke kommenteret oplysningerne.