Kim Jong-un tester nyt missilsystem i Nordkorea

Nordkorea har torsdag testet et missilsystem, der kan bruges til at nedskyde fly og fjendtlige missiler

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordkorea tester nyt missilsystem under Kim Jong-uns overvågning

Nordkorea har torsdag gennemført en test af deres nyeste missilsystem, som blev overværet af landets leder, Kim Jong-un. Ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA kan systemet bruges til at nedskyde fly og fjendtlige missiler.

Testen fandt sted samtidig med, at Sydkorea og USA afsluttede deres fælles militærøvelse, Frihedsskjold 2025. Nordkorea har kritiseret øvelsen som en generalprøve på en aggressionskrig, mens Sydkorea mener, at den styrker alliancens parathed over for trusler.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Nordkorea har torsdag testet landets nyeste missilsystem ved en øvelse, der blev overværet af landets øverste leder, Kim Jong-un.

Det oplyser det statslige nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA.

Missilsystemet er af en type, der kan anvendes til at nedskyde fly og fjendtlige missiler.

Efter testen af missilsystemet sagde Kim ifølge KCNA, at den nordkoreanske hær vil blive "udstyret med endnu et våbensystem til forsvar og med prisværdige kampegenskaber".

Det står ikke umiddelbart klart, hvor testen af missilsystemet fandt sted.

"Uidentificerede ballistiske missiler" 

Mandag lød det fra Sydkorea, at Nordkorea havde affyret "flere uidentificerede ballistiske missiler".

Meldingen kom umiddelbart efter, at sydkoreanske og amerikanske soldater havde påbegyndt en fælles militærøvelse.

Den fælles militærøvelse går under navnet Frihedsskjold 2025 ("Freedom Shield" på engelsk, red.) og sluttede torsdag.

I en udtalelse torsdag fordømmer en unavngiven talsperson fra det nordkoreanske forsvarsministerium militærøvelsen som "intet andet end en generalprøve på en aggressionskrig".

Den nordkoreanske hær vil ifølge Kim Jong-un blive udstyret med endnu et våbensystem til forsvar.

Fælles militærøvelser 

Der er titusindvis af amerikanske soldater udstationeret i Sydkorea, som jævnligt deltager i fælles militærøvelser med Sydkorea.

Normalt kræver Nordkorea, at øvelserne bliver standset med henvisning til at de er en optakt til en invasion.

Sydkorea siger derimod, at øvelserne har til formål at styrke alliancens parathed over for trusler som eksempelvis Nordkorea.

Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.

I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har aldrig ført en reel fredsaftale med sig, og formelt set er de to lande stadig i krig.

Powered by Labrador CMS