-Kaos hvis han vinder

Avisledere håber Harris vinder tirsdagens præsidentvalg i USA og forventer i så fald uenighed om valgresultat

Offentliggjort Sidst opdateret

Forudsigelser om Donald Trumps reaktion på valgresultatet

  • Berlingskes chefredaktør, Pierre Collignon, forudser at Trump vil erklære sig som vinder, uanset det faktiske valgresultat.
  • Under valgkampen har Trump gentagne gange hævdet, at kun snyd kan forhindre hans sejr, især i kritiske stater som Pennsylvania.
  • Ekstra Bladets Mads Kastrup mener, at Trumps kampagne har forberedt grunden for at kunne afvise valgresultatet som svindel.
  • En CNN-måling viser, at 70 procent af amerikanerne forventer, at Trump vil afvise valgresultatet, hvis han taber.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Vi kan godt regne med, at Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, vil erklære sig som vinder af tirsdagens præsidentvalg i USA. Uagtet om han bliver det eller ej. 

Sådan lyder det fra Berlingskes chefredaktør, Pierre Collignon, i avisens leder. 

Han lægger vægt på, at Trump under valgkampen har hævdet, at snyd er det eneste, som kan forhindre hans sejr, ligesom han har fremført påstande om valgsvindel i svingstaten Pennsylvania, som forventes at blive afgørende.

- Trumps løgn om svindel ved valget for fire år siden lever videre og motiverer mange på den amerikanske højrefløj. Derfor kan situationen blive farlig, skriver han. 

Vil afvise valgresultatet 

Heller ikke Ekstra Bladets debatredaktør, Mads Kastrup, tror på, at Trump kommer til at acceptere et nederlag.

Han henviser i avisens leder til en nylig måling fra tv-stationen CNN, der viser, at 70 procent af amerikanerne forventer, at Trump vil afvise valgresultatet, hvis han taber. 

Han mener, at Trumps kampagne gennem valgkampen har gødet jorden for at erklære præsidentvalget for svindel. 

- Amerika kan godt begynde at surre al løsøre fast og befæste demokratiet. For en sikkerheds skyld. En ny og i styrke hidtil uset storm kan være på vej, skriver debatredaktøren. 

- Det er ulykkeligt 

Også hos Børsen, lægger chefredaktør, Niels Lunde, vægt på den polarisering, som han mener i øjeblikkeligt eksisterer blandt de amerikanske vælgere.

- Det er ulykkeligt, at et amerikansk præsidentvalg er endt her. Et polariseret land, hvor kandidaternes vælgere vil have det hele. Et demokrati, hvor det er et mål i sig selv ikke at lave et kompromis, skriver han i avisens leder.

Chefredaktøren mener hverken at Harris eller Trump ville haft store chancer for at være blevet valgt under normale omstændigheder. 

Trumps løgn og svindel ved valget for fire år siden lever videre og motiverer mange på den amerikanske højrefløj, og derfor kan situationen blive farlig, skriver Berlingskes chefredaktør, Pierre Collignon, i en leder tirsdag. Her ses Donald Trump vil vælgermøde i den amerikanske svingstat Pennsylvania natten til tirsdag.

En moderat leder

Fra Politikens kronikredaktør, Marcus Rubin, lyder det i en leder, at Kamala Harris bør vinde præsidentvalget. 

Han argumenterer for, at valget mellem Donald Trump, der i 2021 opildnede til et kupforsøg, efter at han havde tabt præsidentvalget, burde være let målt op mod Kamala Harris, som han omtaler som kompetent, veluddannet og en moderat leder.

- Måtte dette valg blive vendepunktet og begyndelsen på et nyt og bedre æra, skriver kronikredaktøren.

Kvindekamp 

Heller ikke Rune Lykkeberg, der er chefredaktør for Information, håber, at Trump vil lykkes med at sikre flertallet i de afgørende svingstater.

Han fremhæver, at Harris' kampagne har haft karakter af kvindekamp, hvilket han kalder det eneste progressive højdepunkt i valgkampen. 

Samtidig omtaler han Trump program som decideret uhyggeligt.

- Det vil være et fantastisk moment i en mørk, reaktionær tid for USA, hvis det bliver kvindekampen, som redder det amerikanske demokrati fra tyrannen, skriver Rune Lykkeberg i avisens leder.

Større krav til europa 

Udfaldet af valget bliver ikke kun afgørende for amerikanerne, skriver Jyllands-Postens lederskribent Jette Albæk i avisens leder. 

Valget vil også få afgørende betydning for danskernes og europæernes fremtid, forudser hun.

Trump vil stille større krav til Europa, men den pointe gælder ifølge hende også, hvis Kamala Harris bliver USA's 47. præsident.

- Uanset hvem der måtte stå som vinder og blive USA's næste præsident, så er der ingen genvej for Europa, skriver hun.

Powered by Labrador CMS