Trump lægger sag an

- Efter min mening var det fusk og valgindblanding, fortæller Donald Trump

Offentliggjort

  • Donald Trump har sagsøgt en valganalytiker og avisen Des Moines Register på grund af en meningsmåling, der viste Kamala Harris som vinder i Iowa kort før præsidentvalget. Målingen, som blev betragtet som upræcis, gav Demokraterne håb om en sejr i en ellers sikker delstat for Trump.
  • The Knight First Amendment Institute kritiserer søgsmålet som et forsøg på at begrænse mediernes frihed. Instituttet opfordrer retten til hurtigt at afvise sagen, mens Des Moines Register allerede har erkendt, at målingen ikke afspejlede den faktiske valgsejrsmargin for Trump i Iowa.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

USA's kommende præsident Donald Trump har sagsøgt en amerikansk valganalytiker og avisen Des Moines Register på grund af en meningsmåling, som blev bragt umiddelbart før det amerikanske præsidentvalg.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det drejer sig om en måling fra delstaten Iowa.

Sikker delstat

Selv om delstaten før valget end ikke blev betragtet som en svingstat - men derimod en sikker delstat for Trump - så stod Trumps modstander, Kamala Harris, pludselig til at vinde delstaten i målingen.

I målingen lød det, at 47 procent ville stemme på Harris, mens 43 procent ville stemme på Trump. Den statistiske usikkerhed var på 3,4 procent.

Den amerikanske valganalytiker Ann Selzer var den hovedansvarlige bag målingen, som blev bragt i Des Moines Register.

Det er Selzer, der sammen med avisen er blevet sagsøgt af Trump.

Vakte opsigt 

Målingen vakte opsigt i de amerikanske medier i dagene op til valget.

Ifølge AFP var den med til at give Demokraterne og Kamala Harris et håb om, at andre meningsmålinger måske havde overvurderet Trumps popularitet.

I sidste ende viste den sig dog at være noget upræcis. Trump vandt således delstaten i sikker stil - nøjagtigt som i 2016 og 2020.

Trump, der også vandt præsidentvalget helt generelt, mener, at valganalytiker Ann Selzer fik offentliggjort målingen mod bedre vidende.

- Efter min mening var det fusk og valgindblanding, siger Donald Trump på et pressemøde i forbindelse med søgsmålet.

Han tilføjer: - Hun er en virkelig god analytiker. Hun vidste godt, hvad hun havde gang i.

Ingen kommentarer 

AFP har kontaktet Ann Selzers kontor, der ikke ønsker at kommentere sagen.

En talsperson for avisen Des Moines Register siger, at avisen allerede har erkendt, at målingen "ikke afspejlede den margin, som præsident Trump i sidste ende sejrede med i Iowa på valgdagen".

Trumps søgsmål bliver kritiseret af The Knight First Amendment Institute, som er et institut på Columbia University i New York.

Instituttet kæmper for retten til ytringsfrihed og mener, at søgsmålet er en del af et generelt forsøg fra Trump på at begrænse mediernes spillerum.

- Retten bør afvise sagen hurtigt, siger Anna Diakun fra instituttet til AFP.

Trump endte med at få 56 procent af stemmerne i Iowa, mens Demokraternes kandidat, vicepræsident Kamala Harris, fik knap 43 procent.

Powered by Labrador CMS