Flere metoder kan give Trump en tredje præsidentperiode

Det undersøges, om Donald Trump kan blive præsident igen uden at blive valgt, siger juridisk analytiker

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump Overvejer Tredje Præsidentperiode Gennem Alternative Metoder

Donald Trump har udtalt, at han ikke laver sjov med muligheden for en tredje periode som amerikansk præsident. Han nævnte, at der findes metoder til at opnå dette, selvom den amerikanske forfatning begrænser en præsident til to perioder.

Juridisk analytiker Ruben Toft Sindahl forklarer, at en forfatningsændring kræver betydelig politisk opbakning, hvilket er usandsynligt. Dog kan Trump potentielt blive præsident igen ved at stille op som vicepræsident og derefter overtage embedet, hvis præsidenten træder tilbage.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Donald Trump sagde søndag, at han "ikke joker" om en mulig tredje periode som amerikansk præsident.

- Mange mennesker ønsker, at jeg gør det (stiller op til en tredje periode som præsident, red.), sagde Trump til NBC, og der findes metoder til at gøre det til virkelighed.

Den amerikanske forfatning begrænser en præsident til kun at kunne blive valgt i to perioder.

- Bliver svært 

Forfatningen kan dog ændres, men det bliver svært, siger Ruben Toft Sindahl, der er juridisk analytiker på netmediet Kongressen.com og tidligere advokat i USA.

For at ændre forfatningen kræver det to tredjedele flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Samtidig skal tre fjerdedele af delstaterne godkende det.

- Der er nok ikke mange demokrater, der synes, det er en god idé, siger Ruben Toft Sindahl.

Donald Trump forklarede søndag, at "der findes flere metoder, som kan gøre det muligt" at forlænge tiden som præsident. (Arkivfoto).

Ikke mere end to 

Der står i den amerikanske forfatning, at man ikke kan vælges mere end to gange til præsidentembedet.

- Men flere republikanere hænger deres hat på ordlyden "vælges". Trump kan potentielt blive præsident på en anden måde, siger Ruben Toft Sindahl.

- Hvis Trump stiller op som vicepræsident, og præsidenten træder tilbage på første dag, så bliver Trump præsident uden at være valgt direkte, siger han.

Ifølge Ruben Toft Sindahl er der "et rum for fortolkning" på den front, som dog i sidste ende vil være op til højesteret at bestemme.

Andre metoder 

Donald Trump forklarede søndag, at "der findes flere metoder, som kan gøre det muligt" at forlænge tiden som præsident.

Trump blev i interviewet spurgt, om en sådan plan eksempelvis kunne være at lade vicepræsident J.D. Vance stille op til præsidentvalget - for derefter at overdrage embedet Trump.

- Det er en af mulighederne, men der findes også andre, svarede Trump uden at uddybe.

Trump har tidligere offentligt leget med tanken om en tredje og en fjerde periode. Det er dog først nu, at præsidenten har understreget, at han ikke laver sjov.

Powered by Labrador CMS