Blev millionær i arbejdstiden
En mand fra København tjekkede sin netbank, mens han var på arbejde. Der var en ny indbetaling fra Danske Spil, som chokerede ham
Det kan være svært at koncentrere sig om arbejdet, hvis man ikke kan tænke på andet end bounty-øer med hvide sandstrande og krystalblåt vand.
Det oplevede en mand fra København for ikke så længe siden, da han udnyttede en kort pause på arbejdet til at logge ind på sin netbank.
Sådan skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Tog fat i kæresten
- Og det så godt nok mærkeligt ud på lønkontoen. Der var alt for mange cifre. Jeg kunne se, der var en indbetaling fra Danske Spil, så jeg ringede til dem og fik det bekræftet: Jeg havde vundet en million, fortæller vinderen.
-Jeg skrev en besked til min kæreste: Vi må lige snakke! Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig! Og så sendte jeg hende et billede af mobilbanken, og så var hun bare sådan ’What?', fortæller manden med et grin.
Blev usikker
- Dagen efter, da jeg vågnede, lå jeg der og tænkte: Aaarh, er den nu helt sikker? Det var altså en vild, vild oplevelse.
Ved selvsyn kunne københavneren dog bekræfte, at penge altså stadig stod på kontoen.
Rejser ud
Han regner dog med, at pengene skal bruges fornuftigt.
- Vi sætter en halv million i vores lejlighedslån, og så ligger der også en halv million på en højrentekonto og hygger sig. Den kan både gå til noget så kedeligt, som at rive en væg ned, men også – primært – en lang rejse til en af de destinationer, man normalt ikke lige tager til.