Ny nedtur for Ubåds-Madsen

Byret vurderer, at Peter Madsens menneskerettigheder ikke krænkes af fængsel

Offentliggjort Sidst opdateret

Det krænker ikke den livstidsdømte Peter Madsens menneskerettigheder, at hans ret til besøg, brevveksling og telefonsamtaler er begrænset.

Det har Retten i Nykøbing Falster torsdag afgjort, skriver retten på sin hjemmeside.

Peter Madsen havde sagsøgt Storstrøm Fængsel, fordi han mente, at loven som begrænsede hans muligheder for blandt andet besøg, var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Fik afslag

I januar 2022 vedtog Folketinget en lov, som betød, at livstidsdømte og forvaringsdømte ikke må få besøg af eller udveksle breve med personer, som de ikke kendte før varetægtsfængslingen, i de første ti år af deres afsoning.

Loven har været gældende siden 1. februar 2022.

Retten i Nykøbing Falster har givet livstidsdømte Peter Madsen medhold i, at han gerne må have kontakt med en konkret person, imens han afsoner sin dom. Loven, som begrænser hans kontakt, krænker dog ikke hans menneskerettigheder. (Arkivfoto).

Retten skulle også vurdere, om Peter Madsen skulle have ret til besøg fra, og brevveksling og telefonsamtaler med en bestemt person. Fængslet havde givet ham afslag.

Skal kendes før fængsling

Men retten fandt grundlag for, at han godt må have kontakt med den specifikke person.

Det skyldes, at lovens betingelser er opfyldt i forbindelse med den konkrete person, lyder det i rettens resume af dommen.

For at man kan få tilladelse til besøg, skal den indsatte dokumentere, at der er tale om nærtstående personer, eller at der er tale om en person, som man har kendt før en varetægtsfængsling.

Kostede 5000

Der kan kun gives tilladelse til besøg af andre, hvis særlige omstændigheder taler for det.

I juni blev Peter Madsen dømt i en straffesag for at have sendt ulovlige breve ud af fængslet.

Her erkendte han at have sendt brevene, men han nægtede sig skyldig med henvisning til, at han mener, at loven krænker hans menneskerettigheder.

Den sag kostede ham en bøde på 5000 kroner.

Peter Madsen afsoner en dom på fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall i 2017.

Tidslinje over ubådssagen

Peter Madsen har nægtet sig skyldig i drabet på svenske Kim Wall.

Ikke desto mindre har han opgivet at blive frifundet, efter at han 25. april 2018 blev idømt fængsel på livstid i Københavns Byret. Ankesagen i Østre Landsret vil derfor alene handle om straffens længde.

Sagen har været en af de mest opsigtsvækkende drabssager – både i Danmark og i udlandet. Her kan du få et overblik:

* 10. august 2017 tager Peter Madsen og Kim Wall ud i ubåden “UC3 Nautilus”. De stævner ud fra Refshaleøen i København. Formålet med turen er for Walls vedkommende at skrive en artikel om Madsens raketprojekt.

* 11. august finder man ubåden i Køge Bugt. Madsen bliver reddet i land og forklarer, at hans svenske gæst er sat i land aftenen før. Alligevel anholdes han og sigtes for drab.

* 12. august ændrer Peter Madsen forklaring. I grundlovsforhøret hævder han, at Wall døde, da hun fik en tung luge i hovedet, og at han efterfølgende “begravede hende til søs” i hel stand.

* 21. august dukker en kvindelig torso op i vandet ved Amager. Politiet oplyser, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en “bevidst afskæring”. Dna-profilen matcher Kim Wall.

* 7. oktober oplyser politiet, at Kim Walls hoved, to ben, tøj og en kniv er fundet i Køge Bugt. Der er ingen spor af fraktur på kraniet. Dermed forekommer det usandsynligt, at Madsens forklaring om hendes død er sand.

* 14. oktober ændrer Peter Madsen endnu engang forklaring. Nu siger han, at Wall døde af kulilteforgiftning, mens han var på ubådens dæk. Han erkender at have parteret liget.

* 16. januar 2018 oplyser anklagemyndigheden, at der er rejst tiltale mod Madsen for efter forudgående planlægning at have bundet, sexmishandlet, dræbt og parteret Kim Wall. Der er krav om fængsel på livstid.

* 8. marts begynder retssagen i Københavns Byret. I løbet af sagen, der strækker sig over 12 retsdage, føres blandt andet 36 vidner.

* 25. april idømmes Peter Madsen fængsel på livstid. Den hårde straf skyldes blandt andet, at forbrydelsens brutalitet.

* 7. maj 2018 oplyser Statsadvokaten i København, at ankesagen kun vil handle om straffens længde. Madsen har altså opgivet kravet om frifindelse.

* Østre Landsret har afsat tre dage til ankesagen. Det drejer sig om 5., 12. og 14. september 2018.

Kilde: Ritzau.

Powered by Labrador CMS