Peter Madsen giver op
Fængsel må godt begrænse Peter Madsens ret til blandt andet besøg. Madsen har valgt ikke at anke byretsdom.
Peter Madsen kommer ikke til at gå videre med det søgsmål mod Storstrøm Fængsel, som Retten i Nykøbing Falster for nylig tog stilling til.
Madsen, der er dømt for drabet på den svenske journalist Kim Wall, havde sagsøgt Kriminalforsorgen og Storstrøm Fængsel, fordi han mente, at loven, som begrænsede hans muligheder for blandt andet besøg, var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Kunne miste mulighed
Men det var Retten i Nykøbing Falster ikke enig i. Ifølge den blev Madsens rettigheder ikke krænket, lød det i dommen 30. november.
Siden har Madsen haft tid til at overveje, om han ville anke dommen, men det har han valgt ikke at gøre, siger hans forsvarsadvokat, Tobias Stadarfeld.
Retten gav nemlig Madsen lov til besøg fra og brevveksling og telefonsamtaler med en bestemt person. Det havde fængslet afslået, og Madsen vil ikke risikere at miste den mulighed.
Gik efter medhold
- Der er vundet noget, og det er så afgørende, så vi tør ikke at risikere at miste det, siger Tobias Stadarfeld.
- Nu er der endelig åbnet op for, at der kan komme nogen ind til ham. Det har været hårdt for ham ikke at kunne have kontakt til omverdenen, og det har han så nu, og det vil vi ikke sætte på spil.
- Det ville vi gøre, hvis vi gik efter at få medhold i det hele. Så vil modparten højst sandsynligt også bede om at få taget det andet op til prøvelse, og så vil der gå en hel ankeperiode med det, hvor han ikke ville kunne få besøg, og det vil vi ikke risikere.
Kun nærtstående personer
I januar 2022 vedtog Folketinget en lov, som betød, at livstidsdømte og forvaringsdømte ikke må få besøg af eller udveksle breve med personer, som de ikke kendte før varetægtsfængslingen, i de første ti år af deres afsoning.
For at man kan få tilladelse til besøg, skal den indsatte dokumentere, at der er tale om nærtstående personer, eller at der er tale om en person, som man har kendt før en varetægtsfængsling.
Sendte ulovlige breve
I juni blev Peter Madsen dømt i en straffesag for at have sendt ulovlige breve ud af fængslet.
Ritzau har kontaktet Kriminalforsorgen for at finde ud af, hvorvidt Kriminalforsorgen har anket byrettens dom.