Voldtager kvinde og overfalder anden kvinde
Politiet søger hjælp til gerningsmands færden
Nordjyllands Politi søger hjælp til at kortlægge en 29-årig mands færden fra fredag eftermiddag.
Manden blev anholdt natten til lørdag for voldtægt og forsøg på voldtægt af to kvinder i Aalborg fredag eftermiddag.
- En 32-årig kvinde blev under en gåtur kort efter klokken 16.00 fredag eftermiddag udsat for fuldbyrdet voldtægt, da hun blev overfaldet af en mand på stisystemet i Østerådalen.
- Cirka en halv time senere blev en 46-årig kvinde overfaldet i samme område. Hun blev under en løbetur antastet og forsøgt voldtaget af formentlig samme mand, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Anholdt
En omgående og intens politiindsats førte klokken 04.02 lørdag morgen til politiets anholdelse af en 29-årig formodet gerningsmand. Manden fremstilles i grundlovsforhør lørdag eftermiddag.
Ved det sidste overfald fredag lykkedes det den 46-årige kvinde at råbe om hjælp til forbipasserende, hvilket fik gerningsmanden til at stikke af fra stedet.
Manden undløb i sydlig retning og krydsede muligvis Ådalsmotorvejen mod øst i retning af Gugvej.
Søger vidner
Nordjyllands Politi søger vidner, der fredag den 20. oktober i tidsrummet omkring klokken 16.00-17.00 har været i områderne nær:
- Østerådalen
- Lergraven
- Ådalsmotorvejen
- Gugvej
- Egnsplanvej
og i den forbindelse har bemærket noget mistænkeligt eller mener at have set en person svarende til dette signalement:
- Mand
- 25-35 år
- 175 cm høj
- Almindelig af bygning
- Mørk i huden og med sort hår og sort skæg
- Beskrives som mellemøstlig af udseende
- Formentlig iført hvid kasket, mørkt tøj og bar mørke sandaler eller var barfodet
- Har man set eller hørt noget, skal man ringe til os på tlf. 114 – også hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er relevant. Vi skal nok sortere, siger Peter Skovbak.