Rørt til tårer over gennembrud i voldtægtssag
Onsdag anholdt politiet en 56-årig mand i en 25 år gammel voldtægtssag. Sagen har pint den gamle efterforsker
Selv om det er 20 år siden, at Bent Jørgensen var kriminalinspektør i politiet, har han ikke glemt sagen fra 1999 om voldtægten af en 11-årig pige ved Bøtø i Falster.
Derfor blev han også glad, da han onsdag aften blev ringet op af politiinspektør Kim Kliver og fik beskeden om, at politiet havde anholdt en 56-årig mand.
- Han vidste godt, at den sag har pint mig gennem mange år.
- Fik tårer i øjnene
- Jeg var så glad, at jeg havde faktisk lidt tårer i øjnene, selv om det er 20 år siden, at jeg holdt op. Jeg er glad - også på offerets vegne, siger han til Ritzau.
Bent Jørgensen var efterforsker på sagen, da politiet for 25 år siden fik anmeldelsen om, at en 11-årig pige var blevet overfaldet og voldtaget ved Bøtø.
Siden fulgte et stort efterforskningsarbejde, men intet førte til en mulig gerningsmand.

Blandt andet har det fyldt i Bent Jørgensens tanker, om gerningen kunne blive gentaget, hvis ikke politiet fik anholdt gerningsmanden.
Varetægtsfængslet
Først onsdag kunne politiet anholde den 56-årige, som sigtes for voldtægt og drabsforsøg. Han nægter sig skyldig, men blev torsdag varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Nykøbing Falster.
På tilhørerrækkerne i retsmødet sad Bent Jørgensen. Og det slog ham, at den sigtede ligner den fantomtegning, som man fik lavet tilbage i 1999.
- Jeg var overrasket over, at det var så vellignende, siger han, men understreger også, at andre må vurdere det.
Da dommeren valgte at fængsle den sigtede, skete det blandt andet på baggrund af fantomtegningerne og gamle fotografier af den mistænkte.
DNA-beviser
Desuden lagde dommeren vægt på DNA-beviser, som er fundet på offerets tøj.
Det er på baggrund af slægtskabssøgning, at politiet blev ført på sporet af manden.
Dermed har politiet kunnet målrette sin efterforskning og identificere den mulige gerningsmand.
Imponeret over mulighederne i dag
Bent Jørgensen er imponeret over, hvad man kan i dag. Men han stiller også sig selv et kritisk spørgsmål.
- Det, som jo stadigvæk interesserer mig mit gamle politihjerte, er: Har vi gjort noget forkert i efterforskningen?
- Jeg har aldrig været ked af at få kritik. Der er ikke ret mange efterforskninger, hvor man ikke bagefter kan sige, at man kunne have gjort dét og dét, siger han.