Mand fængslet for voldtægt af 11-årig pige i 1999

En 56-årig mand skal være fængslet over nytår i sag om en voldtægt, der fandt sted for over 25 år siden

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand, der er sigtet for at have udsat en dengang 11-årig pige for voldtægt og drabsforsøg i 1999, er blevet varetægtsfængslet.

Det skriver Folketidende, der er til stede i Retten i Nykøbing Falster, hvor dommeren torsdag formiddag har afsagt kendelsen.

Fængslingen varer foreløbigt ind til 13. januar, hvor der vil skulle tages stilling til den på ny.

Anholdt onsdag formiddag

Den i dag 56-årige mand blev anholdt onsdag formiddag, efter at nye muligheder i DNA-teknologien har ført efterforskningen i retning af ham.

Dommeren har ifølge Folketidende fundet, at der er en begrundet mistanke mod manden.

Retten lægger blandt andet vægt på DNA-beviser to steder på offerets tøj.

Forbrydelsen skete i en lille skov nær stranden i Bøtø på Falster 4. august 1999.

Truet med pistollignende genstand

Den dengang 11-årige pige blev ifølge sigtelsen truet med en pistollignende genstand og trukket op mod en skov.

Der tvang manden ifølge sigtelsen pigen ned i skovbunden og gennemførte en voldtægt.

Efterfølgende skal han havde taget en hånd om pigens hals og klemt hårdt, så hun mistede bevidstheden.

Manden nægter sig skyldig.

Powered by Labrador CMS