Kanonfuld svensker må aflevere bilen
Protesterer mod beslaglæggelse
Fyns Politi knaldede natten til søndag en kanonfuld svensker.
Han havde sat sig bag rattet i en tilstand, hvor man absolut ikke bør føre motorkøretøj.
Han blev stoppet i nat klokken 02.25 på Væverstræde i Åsum i Odense SØ i en svensk indregistreret bil.
Blæste langt over det tilladte
- I en alkometertest blæste han to gange op over 2,0 promille, siger vagtchef hos Fyns Politi, Kenneth Taanquist, til Nyheder.dk.
- Derfor sigter vi ham for spirituskørsel og vanvidskørsel og beslaglægger hans bil, siger Kenneth Taanquist.
Den 23-årige svenske mand protesterede mod beslaglæggelsen, som skal prøves i retten.
Skal måske i grundlovsforhør
Efter udtagelse af blodprøve har Fyns Politi beholdt svenskeren på politigården.
- Vi vil lige have en anklager til, at vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Ender det med at svenskeren kendes skyldig i vanvidskørsel, konfiskeres bilen, og den bliver solgt på auktion, hvor udbyttet ender i statskassen.