Passager knaldet for spritkørsel
Kørte galt midt om natten
En 20-årig mand er sigtet for sprit- og narkokørsel i en lidt speciel sag natten til søndag i Skive i Midt- og Vestjyllands Politikreds.
Det skriver tvmidtvest.dk.
Den 20-årige sad nemlig ikke i førersædet på et motorkøretøj.
Kørt i grøften
Kort efter midnat ringede et vidne til politiet og fortalte, at en personbil var kørt i grøften på Nørre Boulevard i Skive.
Der var to personer i bilen, og til alt held var ingen af dem kommet noget til.
Betjentene kunne på ulykkesstedet slå fast, at bilens 27-årige fører ikke var skyld i ulykken.
Det var i stedet den 20-årige passager, som havde lænet sig ind over førersædet, skubbet føreren væk og grebet fat i rattet, så bilen endte i grøften.
Gjorde modstand
En narko- og en alkometertest af den 20-årige gav begge udslag i det ulovlige område, og så blev manden sigtet og anholdt.
Men han fulgte ikke frivilligt med, og betjentene måtte bruge magt for at få ham anholdt.
Han blev lagt i håndjern og taget med på politigården i Holstebro.
Her sov han sin dobbelte rus ud og blev løsladt klokken 10.15 søndag formiddag sigtet for at være påvirket af alkohol og euforiserende stoffer og for at være til fare for liv og førlighed for andre.
Bilens 27-årige fører bliver ikke sigtet for noget.