Ældre par lokker svindler i fælde

Kæmpede imod, da han opdagede sin fejl

Offentliggjort

Et ældre ægtepar fra Køge har lokket en svindler i en fælde. Da svindleren blev anholdt, satte han sig voldsomt til modværge.

Ægteparret på 78 og 80 år kontaktede nemlig politiet og fortalte, at en fremmed mand havde ringet til dem. Han havde fortalt, at han var ansat i Danske Banks IT-afdeling, oplyser Midt og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Mistænkeligt

Årsagen til henvendelsen var en mistænkelige transaktion på en bankkonto, hvorfor IT-medarbejderen ønskede dankortet udleveret for at kunne få stoppet transaktionen. 

En bankmedarbejder ville komme til parrets bopæl for at hente dankortet på et aftalt tidspunkt, og i ventetiden måtte telefonopkaldet ikke afbrydes.

Parret havde imidlertid gennemskuet, at der var tale om et fupopkald i et forsøg på at franarre dem et dankort. 

Forsøgte at flygte

- Politiet kørte til området ved parrets bopæl og kunne på det aftalte tidspunkt konstatere, at en mand dukkede op ved parrets bopæl og præsenterede sig som aftalt.

En 22-årig mand fra Brøndby blev herefter anholdt på parrets adresse, men ikke uden besvær, da den 22-årige kraftigt modsatte sig anholdelsen og i øvrigt forsøgte at flygte, beretter politiet.

Han blev dog hurtigt anholdt, og manden er nu sigtet for blandt andet bedrageri.

Powered by Labrador CMS