Får ofte folk til at rynke på brynene

Frederik Thoft skal holde jul oven på en travl december, hvor han er tonet frem på skærmen i front for DR's julekalender, "Tidsrejsen 2"

Juletradition og skuespillerdrømme

Frederik Thoft fra DR's julekalender 'Tidsrejsen 2' fejrer jul med citronfromage i stedet for risalamande - en tradition der ofte vækker undren.

Den unge skuespiller drømmer om en karriere inden for skuespil og opfordrer andre til at prøve castinghjemmesider.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I hele december er skuespiller Frederik Thoft dukket op på skærmen i DR's julekalender, "Tidsrejsen 2".

Når sidste afsnit sendes juleaften, kan han endelig selv holde jul med sin familie.

En helt særlig dessert

Julen hjemme hos Frederik Thoft bliver fejret med en helt særlig dessert, som ofte får folk til at rynke på brynene, når han fortæller om traditionen.

- Jeg spiser citronfromage juleaften. Det er vi nogle, der får hjemme hos mig, fordi vi ikke kan lide risalamande, siger Frederik Thoft med et smil på læben.

Langt fra færdig

Men selv om den 14-årige skuespillerspire glæder sig til citronfromagen og til at holde ferie efter en veloverstået julekalender, er han langtfra færdig med skuespillet, hvis det står til julekalenderstjernen selv.

- Skuespil er min drøm. Jeg vil gerne lave lidt af det hele med skuespillet, siger han og fortæller, at han før rollen i årets julekalender også har prøvet at være med i teater.

Michelle Bjørn-Andersen (til venstre) og Lise Baastrup (til højre) har sammen med de mange andre rutinerede skuespillere hjulpet det nye stjerneskud, Frederik Thoft (midt), da han debuterede på skærmen i rollen som Romeo i DR-julekalenderen "Tidsrejsen 2". (Arkivfoto).

Det krævede en del

I "Tidsrejsen 2" spiller han hovedrollen Romeo sammen med den anden skuespiller i front, Lærke Krabbe De Waal, der spiller Holly.

Det krævede en del opslag på diverse castinghjemmesider, før at rollen var i hus.

Nu anbefaler han andre med samme drøm, at de prøver samme vej ind i skuespillet.

- Hvis man gerne vil være med i film eller teater, synes jeg, at man skal lave en profil på nogle castinghjemmesider. Der leder de efter en masse forskellige typer, siger Frederik Thoft.

Vigtigt ikke at tabe modet

Det vigtigste er, at man ikke taber modet, tilføjer den nyudklækkede stjerne.

- Man skal ikke give op, når man får et nej til en casting.

Han er ikke selv vokset op med familiemedlemmer, der laver skuespil, men her har flere af de erfarne skuespillere i "Tidsrejsen 2" været en stor hjælp for den unge stjerne.

Mange gode råd

Særligt Lise Baastrup, der spiller Emma, Romeos mor, har hjulpet Frederik Thoft under optagelserne til julekalenderen.

- Hun har givet mig mange gode råd, lyder det fra Frederik Thoft.

Alle afsnit af "Tidsrejsen 2" kan ses på DRTV.

Powered by Labrador CMS