Genopstår på DR

Fra årsskiftet kan P3's lyttere igen modtage daglige nyhedsopdateringer på kanalen, efter at de ellers blev skrottet i 2021

Offentliggjort Sidst opdateret

P3 Genindfører Nyhedsudsendelser

Radiokanalen P3 genoptager nyhedsudsendelser fra årsskiftet.

DR annoncerer, at P3 vil tilbyde daglige nyhedsopdateringer fra 2. januar.

Nyhederne vil blive leveret af DR's Radioavisen i et tilpasset sprog.

P3's nyheder vil blive præsenteret af et hold af værter.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Radiokanalen P3 sender igen nyheder fra årsskiftet, efter at kanalen slukkede for timenyhederne i 2021 efter 21 års udsendelse.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Siden 2021 har der ikke været "P3 Nyheder", men kanalen har haft et dagligt nyhedsoverblik i morgenfladen på "Go' Morgen P3". Men fra 2. januar kan P3's lyttere igen få deres daglige nyhedsoverblik med løbende nyhedsopdateringer dagen igennem.

Hele dagen

- "P3 Nyheder" er en hjørnesten i vores strategiske ambition om at styrke kanalens aktualitetsløfte, siger redaktionschefen for P3 Radio og Podcast, Isabella Hindkjær, i pressemeddelelsen.

- P3 skal være lyden af i dag, og derfor ser vi det som en vigtig del af vores tilbud, at lytterne nu kan få deres målrettede nyhedsoverblik hos os - hele dagen igennem, lyder det fra redaktionschefen.

Leveret af Radioavisen

Nyhederne på P3 vil fremover blive leveret af DR's journalister på Radioavisen, der vil servere dem i et lettilgængeligt sprog og i en tone, der passer til P3, lyder det.

De nye "P3 Nyheder" vil blive oplæst af værterne Sofie Skødt Mortensen, Karoline Kert, Helena Vinther Nielsen, Simon Hellberg Hansen og Rune Stürup Hansen.

Startede i 2001

"P3 Nyheder" gik første gang i luften 2. januar 2001. Her var planen, at programmet skulle være et tilbud på DR's ungdomsradiokanal, P3, fortalt i de unges eget sprog.

Etableringen af "P3 Nyheder" skulle stoppe tabet af lyttere til de fremadstormende kommercielle radiokanaler såsom The Voice.

Måtte sadle om

Men over årene faldt interessen for timenyheder på P3, og det fik radiokanalen til at sadle om i 2021.

Fra januar 2022 fjernede P3 således de korte nyhedsudsendelser hver time.

Kanalen beskæftigede sig dog fortsat med nyheds- og aktualitetshistorier i programmerne frem for i timenyhederne som vanligt.

Ændrede tilgang

Dengang handlede beslutningen om ændrede lyttevaner hos de unge, fortalte daværende chef i DR's medieforskning, Dennis Christensen, om lukningen af timenyhederne.

- Vi må bare konstatere, at andelen af unge, som lytter til flowradio mange timer om dagen, ikke er lige så høj i dag, som den var for 5-10-20 år siden, sagde den daværende chef.

- Når medieforbruget ændrer sig, må man også nødvendigvis ændre sin tilgang.

P3 henvender sig til danske unge mellem 15 til 31 år og har eksisteret siden 1963.

Powered by Labrador CMS