To milliarder af dine penge i fare i svensk fallitbo

I september fyrede Northvolt 1600 ansatte. Nu er der søgt om konkursbeskyttelse i USA

Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske batteriproducent Northvolt, som blandt andet pensionsselskaberne ATP, PFA Pension og Danica har investeret i, har søgt om konkursbeskyttelse i USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Planen er at fortsætte driften under reorganiseringen af selskabet, lyder det.

Ifølge selskabet vil konkursbeskyttelse muliggøre, at selskabet kan tilpasse sig de nuværende kundebehov.

Ramt af forsinkelser

I september opsagde selskabet 1600 ansatte - en fjerdedel af de ansatte.

Northvolt har haft som mål at etablere sig som en stærk europæisk konkurrent til kinesiske producenter af batterier til elbiler.

Det svenske selskab Northvolt har søgt om konkursbeskyttelse i USA. Det kommer efter længere tid med økonomiske problemer. (Arkivfoto).

Selskabet har blandt andre BMW og Volkswagen i ejerkredsen, ligesom flere investeringsbanker og pensionsselskaber har skudt penge i foretagendet.

Northvolt har været ramt af forsinkelser. Det førte i maj til, at netop BMW droppede en ordre hos selskabet til en værd af to milliarder euro - eller knap 15 milliarder kroner.

ATP har to milliarder i klemme

ATP - som alle danske lønmodtagere sparer op hos - har investeret mere end to milliarder kroner i Northvolt, ligesom PFA Pension og Danica Pension har penge i klemme i form af trecifrede millionlån.

Ifølge erhvervsmediet Finans har krisen fået de danske pensionskasser til at skrue ned for deres investeringer i den svenske batteriproducent.

USA har vide regler om konkursbeskyttelse, og derfor kan man søge om konkursbeskyttelse, selv om man har hovedsæde i et andet land.

Northvolt har søgt om såkaldt chapter 11-behandling i USA. Når en virksomhed tages under den type behandling betyder det i grove træk, at en domstol forhandler med kreditorerne.

Selskabet er også beskyttet imod at blive krævet konkurs af en af dets kreditorer.

Powered by Labrador CMS