Múte B. Egede: Det rager igen
Bland jer helt uden om, lyder det fra Grønlands førstemand
Det rager ingen andre end grønlænderne, hverken Danmark eller USA, hvordan Grønlands fremtid skal se ud.
Så tydelig er teksten fra Múte B. Egede, formand for Grønlands regering, i en besked tirsdag på Facebook.
Det er vores
- Lad mig gentage det - Grønland er grønlændernes. Vores fremtid og kamp for selvstændighed er vores anliggende, skriver han.
- Danskere, amerikanere og alle andre kan have holdninger, men vi skal ikke blive fanget af hysteriet og pege af andre. For vores fremtid er vores og skal tegnes af os.
Det er ikke første gang, at Múte B. Egede afviser interessen fra USA's kommende præsident, Donald Trump.
Aldrig til salg
- Grønland er vores. Vi er ikke til salg og vil aldrig komme til salg, sagde Múte B. Egede 23. december sidste år i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Tidligere tirsdag sagde også statsminister Mette Frederiksen (S), at "Grønland er grønlændernes".
Tilbage i 2019 , hvor Mette Frederiksen også var statsminister, og Donald Trump var præsident for første gang, luftede han idéen om at købe Grønland.
Dengang afviste Mette Frederiksen prompte og kaldte tanken "absurd". Så meget, at Donald Trump endte med at aflyse et ellers planlagt statsbesøg til Danmark.
Skal ske
Donald Trump skrev tidligere tirsdag på det sociale medie Truth Social om Grønland:
- De og den frie verden har brug for sikkerhed, tryghed, styrke og fred. Dette er en aftale, der skal ske.
Donald Trump er tidligere kommet med udtalelser om, at han som kommende amerikansk præsident vil sikre ejerskab over Grønland.
Tirsdag er hans søn Donald Trump Jr. på besøg i Grønland.
Bare en turist
Der har været uvished om, hvad sønnens besøg helt konkret handler om. I sin egen podcast "Triggered" har Donald Trump Jr. sagt, at der er tale om et privat og ikke et statsligt besøg.
Over for grønlandske medier har han tirsdag stået fast på, at han er der "som "turist for at se det her utrolige sted".
Derudover bekræftede Trump Jr., at han ikke skal mødes med grønlandske politikere under det korte besøg.
LÆS OGSÅ:
-
Trump har talt om kontrol over Grønland. Fransk minister siger, at Europa er et "stærkt kontinent"
-
Samtidig med at Donald Trump Jr. er landet i Nuuk, siger statsminister ord om interesse for Grønland
-
Grønland bestemmer selv over skoler og infrastruktur, men ikke over spørgsmål vedrørende sikkerhedspolitik