'Væmmes' ved hans opførsel
I en dokumentar vist på fransk tv kommer Gérard Depardieu med en række eksplicitte seksuelle kommentarer
Der vil blive iværksat en "disciplinær procedure", som skal beslutte, om skuespilleren Gérard Depardieu skal have frataget sit ridderskab ved den franske æreslegion.
Det siger Frankrigs kulturminister, Rima Abdul-Malak.
Det sker, efter at en dokumentarfilm om Depardieu blev vist på fransk tv i sidste uge.
Eksplicitte seksuelle kommentarer
I filmen vises skuespilleren under en rejse til Nordkorea i 2018.
Her kommer han med en række eksplicitte seksuelle kommentarer i nærheden af en kvindelig tolk og seksualiserer en lille pige, der ridder på en hest.
Rima Abdul-Malak siger, at Depardieus kommentarer i dokumentarfilmen var "fuldstændig chokerende", og at hun "væmmes" ved hans opførsel.
Fordømmer hans attitude
Hun fordømmer skuespillerens attitude, hvor "intentionen er at være sjov og provokerende, men i virkeligheden er respektløs, uværdig og bringer Frankrig til skamme, fordi han er et monument inden for film i hele verden".
I april kunne det undersøgende medie Mediepart fortælle, at 13 kvinder anklagede Gérard Depardieu for enten overgreb eller voldtægt.
Det har Depardieu efterfølgende afvist.