Flygtede fra skatten i Frankrig

Gérard Depardieu har mange store roller bag sig, men er også en kontroversiel herre, der med sine beslutninger har delt vandene. 27. december fylder han 75 år

Offentliggjort

Han fik personligt overleveret sit nye pas af den russiske præsident, Vladimir Putin, da han i 2013 forlod Frankrig til fordel for Rusland og fik russisk statsborgerskab.

Nu er den franske stjerneskuespiller Gérard Depardieu, som onsdag 27. december fylder 75 år, modstander af Putin og hans "sindssyge, uacceptable udskejelser" i form af krigen mod Ukraine.

Han formår at vække opsigt, Depardieu. Hans udtalelser om den tidligere ven Putins krig var så markante, at det russiske præsidentkontor reagerede. Han havde formentlig misforstået noget, lød det.

Skatteflygtning

Men Putin har mistet en ven, og Depardieu har mistet agtelse i Rusland, som han under stor palaver flyttede til i protest mod fransk skattepolitik.

Palaver er der ofte omkring Depardieu.

Som søn af en mor, der ikke ønskede ham, og en alkoholisk far fik han en hård start på livet.

Gérard Depardieu har spillet med i mere end 200 film i løbet af sin karriere. Onsdag 27. december fylder den franske skuespiller 75 år. (Arkivfoto).

Tidligt ud af skolen

Den unge Depardieu forlod skolen tidligt og røg hurtigt ud i kriminalitet.

Som ung teenager drog han fra sin fødeegn i Chateauroux i det centrale Frankrig til Paris for at prøve lykken som skuespiller.

I første omgang på teaterrestauranten Café de la Gare, men i 70'erne fik han efter nogle mindre roller gang i filmkarrieren.

Det skete blandt andet i Bernardo Bertoluccis socialhistoriske drama "1900" om Italien i den første halvdel af det 20. århundrede.

Oscar-nomineret

Senere fulgte roller i François Truffauts "Den sidste metro" og hovedrollen i det romantiske drama "Cyrano de Bergerac", hvor han for den rolle i 1990 blev kåret som bedste skuespiller på filmfestivalen i Cannes.

Han blev samtidig nomineret til en Oscar.

Gérard Depardieu har også i 1990 spillet med i Peter Weirs romantiske komedie "Green Card", ligesom han spillede Columbus i Ridley Scotts "1492 - Erobring af Paradis" i 500-året for den europæiske landgang i Central- og Sydamerika.

Obelix

I helt andre genrer har Depardieu med sit store korpus og store næse både været perfekt som Obelix i fire Asterix-film og som skibskok i Ang Lees firedobbelte oscarvinder "Life of Pi" fra 2012.

Han har spillet med i mere end 200 film - oftest i hovedrollen - i en karriere, der foreløbig spænder over fem årtier.

KORT RESUME: 'Væmmes' ved hans opførsel

Gérard Depardieu kan miste sit ridderskab ved den franske æreslegion. En disciplinær procedure er iværksat af Frankrigs kulturminister, Rima Abdul-Malak.

Proceduren er iværksat efter en dokumentarfilm om Depardieu blev vist på fransk tv, hvor han seksualiserede en lille pige og kom med eksplicitte seksuelle kommentarer i nærheden af en kvindelig tolk.

Rima Abdul-Malak har fordømt Depardieus opførsel som 'respektløs, uværdig og bringer Frankrig til skamme'. Hun beskriver hans kommentarer som 'fuldstændig chokerende'.

I april rapporterede Mediepart, at 13 kvinder anklagede Gérard Depardieu for enten overgreb eller voldtægt. Depardieu har afvist disse anklager.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Uden for filmverdenen har han tit fået kritik for sin opførsel.

Lever livet hårdt

Gérard Depardieu er kendt for til tider at drikke heftigt og i det hele taget leve livet hårdt.

Han er anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb. Anklager, som han i oktober i et åbent brev pure afviste.

- Jeg har aldrig gjort en kvinde fortræd, skrev han.

Depardieu har fire børn, som han har fået med tre forskellige partnere. Et af børnene døde i 2008 som 37-årig.

Powered by Labrador CMS