Sussi afslører: Jeg har fået en kæreste

Sussi Nielsen har fundet kærligheden igen, efter at hun mistede sin mand, Leo. Det fortæller sangerinden til Se og Hør

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er opstået sød musik i Sussi Nielsens liv.

Den 67-årige sangerinde, der i over fem årtier har udgjort den ene halvdel af duoen Sussi og Leo, har fået en ny kæreste.

Det fortæller hun i et interview med Se og Hør.

- Jeg synes, han er rigtig, rigtig sød. Og jeg tænker meget på ham, siger Sussi Nielsen til ugebladet.

Døde i februar

Mere end 50 års parløb privat og professionelt var forbi, da Sussi Nielsens mand, Leo Nielsen, gik bort i februar i en alder af 67 år efter et omfattende sygdomsforløb.

Kort forinden havde han indstillet karrieren på ubestemt tid, efter at han blev ramt af tarmslyng.

Han led allerede af andre helbredsproblemer som følge af en hofteskade og efterfølgende komplikationer.

Besked fra lægerne

Sussi Nielsen fortalte Ekstra Bladet, at lægerne flere gange måtte overbringe hende beskeden om, at Leo desværre sandsynligvis ikke ville overleve.

Leo Nielsen kom kortvarigt til hægterne igen og blev udskrevet - tynd og svag, men ved godt mod.

Men få dage efter blev han indlagt igen og mistede bevidstheden.

Nyrerne var ved at stå af, og der var intet at gøre.

Leo Nielsen døde natten til lørdag den 18. februar, oplyste Sussi Nielsen til Ekstra Bladet.

- Jeg har det faktisk godt. Leo lå jo bare der, og det var jo ikke godt. Så jeg er glad for, at han har fået fred, sagde hun til avisen.

Døden skilte Sussi fra Leo natten til lørdag den 18. februar 2023. (Arkivfoto).

Opstrådt sammen siden 9. klasse

Sussi og Leo havde optrådt sammen siden 9. klasse. I 2021 havde duoen guldjubilæum efter 50 år i musik- og underholdningsbranchen.

Samme år kunne parret fejre rubinbryllup efter 40 år sammen som ægtefolk.

Sussi optræder stadig og har allieret sig med en række andre musikere under navnet Sussi og Drengene.

Powered by Labrador CMS