- Har brugt en formue på psykoterapeut
Skuespiller Lars Mikkelsen taler med tv-vært Hans Pilgaard i et nyt TV 2-program om sin opvækst i et alkoholikerhjem, og hvad det har gjort ved ham
Skuespiller Lars Mikkelsen undgår normalt at dele ud af sit privatliv og udtaler sig helst ikke i interview.
Men den 59-årige skuespiller vil gerne svare på det spørgsmål, som tv-vært Hans Pilgaard giver ham på et stykke papir i et nyt portrætprogram på TV 2 med titlen "Det store spørgsmål".
Lars Mikkelsen folder papiret ud og læser, at der står: "Hvordan er du endt som den, du er i dag?".
- Det er et skidegodt spørgsmål. Det er et vanvittigt godt spørgsmål, siger han.
Skal afstemme med Mads
Men Lars Mikkelsen skal først afstemme det med sin lillebror, den verdenskendte skuespiller Mads Mikkelsen, før han vil sige mere om deres fælles opvækst.
Det viser sig, at Lars Mikkelsen ikke kan udtale sig om alle detaljer. Men han har noget, som han gerne vil dele.
- Jeg kan fortælle, at det var en alkoholikerbarndom. Vi var alkoholikerbørn, og jeg kan ikke fortælle mere om det. For den del af historien er ikke min alene at fortælle, siger han og fortsætter:
- Men jeg kan fortælle dig, hvad det gjorde ved mig. Og hvordan jeg er kommet frem til der, hvor jeg er i dag.
Mor alkoholiker
Lars Mikkelsen fortæller, at det især var hans mor, som var alkoholiker, og at hun også var psykisk syg.
- Det gjorde mig til en meget usikker lille dreng, som kunne være vanvittigt grænsesøgende, siger han.
Han tilføjer dog, at hans barndom ikke har været ulykkelig.
Men usikkerheden har fyldt meget, erkender han, og den er stadig noget, som han kæmper med i sit liv.
Manglende selvværd
- En grundlæggende usikkerhed på eget værd, siger han.
Med et smil på læben siger Lars Mikkelsen, at han har brugt en formue på at gå til psykolog og psykoterapeut for at få svar på nogle spørgsmål.
Hvorfor gør han, som han gør, og hvorfor er han, som han er, spørger han retorisk sig selv.
Tankemylder
- Det, der skete for mig, har sat sig så dybt i mig, så det er ikke noget, som jeg bare kommer af med. Det er en tilstand, som jeg må lære at leve med, og tankemylderet er stadig en stor del af min tilværelse, siger han.
Du kan se det første afsnit af programmet "Det store spørgsmål" med Lars Mikkelsen på TV 2 Play.
I andet afsnit taler Hans Pilgaard med komiker og tv-vært Casper Christensen. Det bliver sendt på TV 2 på onsdag og kan allerede nu ses på TV 2 Play.