Skærpet sikkerhed ved verdens største folkefest
Metaldetektorer og masser af overvågningskameraer ved Oktoberfest
Under Oktoberfest 2024 i München er sikkerheden for de mange besøgende skærpet, med indførelsen af strengere sikkerhedsforanstaltninger som svar på nylige angreb i Tyskland og frygt for islamistisk terror, skriver bild.de.
Mange danskere plejer at tage ned til den store folkefest, der begynder på lørdag den 21. september klokken 12.
Tyskerne kalder det selv for "verdens største folkefest".
Fra da af løber øllet lystigt ud af hanerne i flere døgn.
Metaldetektorer
Festpladsen, Theresienwiese, vil være omkranset af barrierer.
Der er opsat masser af overvågningskameraer.
Og ved indgangene vil sikkerhedsfolk for første gang anvende håndholdte metaldetektorer til at screene gæsterne.
600 politibetjente udkommanderet
Ikke alle gæster bliver tjekket med metaldetektorer.
Der vil blive lavet stikprøvekontrol, og så vil mistænkeligt udseende personer blive taget ud til kontrol.
Derudover vil over 600 politibetjente være til stede døgnet rundt for at sikre ro og orden, rapporterer bild.de.