Ramt af dødsfald i familien
Amalija Knavs, Melania Trumps mor og Donald Trumps svigermor, var en tidligere slovensk fabriksarbejder
Den tidligere amerikanske præsidentfrue Melania Trumps mor, Amalija Knavs, er død.
Det skriver Melania Trump på det sociale medie X natten til onsdag dansk tid.
- Amalija Knavs var en stærk kvinde, der altid udstrålede elegance, varme og værdighed, lyder det.
- Hun var fuldkomment dedikeret til sin mand, døtre, barnebarn og svigersøn. Vi kommer til at savne hende umådeligt meget og vil fortsat ære og elske det aftryk, hun satte.
Ingen dødsårsag
Amalija Knavs var en tidligere slovensk fabriksarbejder, der senere blev amerikansk statsborger.
Hun døde ifølge avisen The New York Times i en alder af 78 år.
Melania Trump har ikke opgivet nogen dødsårsag.
Melania Trumps mand, den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, havde allerede ved en nytårsfest i sin residens Mar-a-Lago i delstaten Florida fortalt, at svigermoren var alvorligt syg.
Fik hjælp til statsborgerskab
Amalija Knavs og hendes mand, Viktor, blev amerikanske statsborgere i 2018 som følge af en proces, hvor voksne borgere kan hjælpe deres familiemedlemmer til at få permanent opholdstilladelse.
Det var datteren, der havde hjulpet forældreparret med visumansøgningen.
Blot få måneder forinden havde Donald Trump dog ifølge The New York Times kritiseret smutvejen og beskrevet den som "kædemigration".
- Kædemigration skal stoppe nu! Nogle folk kommer ind og medbringer hele deres familie, som i sandheden kan være onde. Ikke acceptabelt, skrev han på det sociale medie Twitter, der i dag er kendt som X.
Går efter at blive præsident - igen
Donald Trump, der selv er 77 år, var præsident mellem 2017 og 2021 og stiller igen op til valget i november i år.
Han har været gift med Melania Trump siden 2005.
Amalija Knavs blev ifølge The New York Times født Amalija Ulcnik i Østrig 9. juli 1945. Hun voksede op der samt i Slovenien, da landet stadig var en republik i det daværende Jugoslavien.