På flugt efter drab på to af tre børn
35-årig kvinde jages
Politiet i den amerikanske delstat Colorado har indledt en veritabel menneskejagt på 35-årige Kimberlee Singler fra Colorado Springs.
Hun er hovedmistænkt for at have slået to af sine tre børn ihjel og såret det tredje barn.
Det er New York Post, der bringer den skrækkelige historie.
Den 19. december ringede Kimberlee Singler til alarmcentralen og anmeldte, at ukendte røvere var trængt hendes og børnenes hjem en halv time efter midnat.
To børn dræbt
Da politiet nåede frem fandt de Singler og hendes 11-årige datter såret.
Længere inde i huset gjorde betjentene et grufuldt fund - her lå ligene af Kimberlee Singlers niårige datter og syvårige søn.
Singler og hendes datter blev behandlet på stedet af paramedicinere og senere kørt på hospitalet.
Ud på natten fik Kimberlee Singler lov at forlade hospitalet, da alle var i den tro, at hun var offer for et røveri, der var endt med drabene på to af hendes børn.
Falsk anmeldelse
Men da efterforskningen skred frem, fandt politiet ud af, at anmeldelsen om røveriet var falsk.
Og Kimberlee Singler, der sidst blev set hos en slægtning lørdag i sidste uge, er nu hovedmistænkt i sagen.
Der er nu udstedt en arrestordre på den 35-årige kvinde, som har gjort sig usynlig, men er genstand for en omfattende politiaktion.
Naboerne i kvarteret, hvor drabene fandt sted er chokerede.
- Det har altid været et roligt kvarter, hvor børnene kan løbe trygt rundt og lege med hinanden udenfor, siger en beboer.