Politiet med ny melding om død mand

Midt- og Vestjyllands Politi afventer svar fra obduktionen mandag

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet er søndag rykket ud for at undersøge omstændighederne ved fundet af en død mand på Gudenåvej i Silkeborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi over middag. 

Først på dagen lød det, at man undersøgte et "mistænkeligt forhold".

Søndag eftermiddag lyder det fra politikredsen, at undersøgelserne er afsluttet, og det ikke har været muligt at fastslå en dødsårsag.

Derfor vil der ikke blive meldt yderligere ud, før der er svar på obduktionen af manden.

Den vil blive foretaget mandag, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X.

Ambulance og flere politibiler

En ambulance og flere af politiets patruljevogne blev set på stedet, rapporterer TV Midtvest.

Ved 11-tiden lød meldingen fra Midt- og Vestjyllands Politi, at man forventede at være på stedet "nogle timer endnu."

Omstændighederne ved dødsfaldet er uklare, oplyser politiet, der blandt andet arbejder med hunde og teknikere.

Død mand fundet

Det var klokken 8.50, at politiet fik opkald om, at en mand var fundet død på en parkeringsplads på Gudenåsvej, oplyser vagtchef Jeppe Holgersen.

- Såfremt borgere har observeret noget i timerne op til dette tidspunkt, må de meget gerne rette henvendelse til politiet, siger han.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Powered by Labrador CMS