Norges pengetank svulmer til rekordbeløb
Værdien af den norske oliefond stiger hurtigt
Værdien af Norges oliefond har fredag passeret en milepæl. Værdien er i løbet af fem år fordoblet til nu 20 billioner - eller 20.000 milliarder - norske kroner.
Det skriver det norske erhvervsmedie E24.
I danske kroner svarer det til 12.792 milliarder.
Verdens største pengetank
Dermed er den norske oliefond verdens største pengetank. Fonden ejer 1,5 procent af alle børsnoterede aktier på verdensplan, skriver Reuters.
Værdiforøgelsen skyldes, at indtægter fra olie og gas er strømmet ind, mens aktiemarkederne er steget og den norske krone har været relativt svag.
Så sent som i oktober blev den seneste milepæl passeret, da værdien af fonden nåede 19.000 milliarder norske kroner.
Lukrerer på Ukraine-krig
- Det har været meget overraskende, at fonden er blevet så stor så hurtigt, siger cheføkonom Kjersti Haugland fra DNB Markets til E24.
- En del af årsagen er Ukraine-krigen, der sendte gaspriserne i vejret. Desuden har afkastet været virkelig godt og kronekursen svag, tilføjer hun.
Norge etablerede den statslige oliefond i 1996 for at have en form for opsparing til dårlige tider.
3,6 millioner per indbygger
Siden da er værdien vokset til næsten fire gange Norges bnp. Det er langt mere, end de oprindelige prognoser havde vist, at den ville gøre.
Værdien af de norske oliekroner svarer nogenlunde til Australiens bnp. Landet har fem gange så mange indbyggere som Norge, der har omkring 5,5 millioner indbyggere.
Værdien af den norske oliefond svarer dermed til lidt over 3,6 millioner norske kroner per indbygger.