Finder død mand i landingsstel
United Airlines har fundet et lig af en person i hjulbrønden på et fly, der landede i øgruppen Hawaii tirsdag
Det amerikanske luftfartsselskab United Airlines har fundet liget af en død person i en hjulbrønd på et fly, som tirsdag landede i den amerikanske øgruppe og delstat Hawaii.
Det oplyser luftfartsselskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters selv i en pressemeddelelse onsdag lokal tid.
United Airlines har ikke oplyst, om det var en mand eller kvinde. Det står heller ikke klart, hvor gammel den døde person var.
Samarbejder med myndigheder
- Hjulbrønden kan kun tilgås udefra flyet. På nuværende tidspunkt står det ikke klart, hvordan og hvornår personen er kommet derind, lyder det fra luftfartsselskabet.
United Airlines oplyser, at det samarbejder med de amerikanske myndigheder i efterforskningen af hændelsen.
Livsfarligt
Reuters har henvendt sig til USA's luftfartsmyndighed FAA for at få en kommentar, men FAA er ikke vendt tilbage.
Det er livsfarligt at gemme sig i hjulbrønden på et fly.
Mens flykabinen typisk opvarmes af overskudsvarme fra flyets motorer, kan temperaturen i hjulbrønden falde til mellem 50 og 60 frostgrader. Luften er også betydeligt mindre iltholdig uden for flyets kabine, ligesom at der ikke trykudlignes.
Høj risiko
Risikoen for at miste livet som blind passager i hjulbrønden er altså enormt høj, men det betyder ikke, at der aldrig er nogen, som har overlevet turen.
Sidste år blev en levende person fundet under flyet på et algerisk fly i den franske hovedstad, Paris.
I januar 2022 blev en person fundet levende under et fragtfly fra selskabet Cargolux, der var landet i Hollands hovedstad, Amsterdam, efter en flyvetur fra Afrika.