Nato-chef advarer Kina: Stop det
Kina kan ikke fortsætte sin rolle i konflikten i Ukraine uden konsekvenser for Kinas omdømme, siger Rutte
Natos nye generalsekretær, Mark Rutte, kommer med en klar advarsel til Kina. På sit første pressemøde som Natos nye generalsekretær siger Rutte:
- Gennem sin støtte til Ruslands militære industri er Kina blevet en afgørende katalysator for Ruslands krig i Ukraine.
- Kina kan ikke blive ved med at give næring til den største konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig, uden at det får betydning for Kinas interesser og omdømme, siger Mark Rutte.
Han peger på, at Kina forsyner Rusland med mikroelektronik, råmaterialer og såkaldt dual use-produkter. Det vil sige produkter, der både kan bruges til civile og militære formål.
Skærper fokus
Rutte uddyber ikke, hvilke konsekvenser der konkret kan blive tale om for Kinas "interesser og omdømme". Men udmeldingen understreger, at Nato inden for de seneste to år har skærpet sit fokus på Kina markant.
Det vil fortsætte med Mark Rutte som generalsekretær i stedet for Jens Stoltenberg.
Spørgsmål: Er der en rød linje for Ruslands støtte til Kina, der vil udløse et stærkt modsvar fra Nato?
- Problemet med Kina er, at det er en katalysator for Putins aggressionskrig.
- Jeg besøgte selv Kina i marts måned i min tidligere rolle som premierminister, og jeg sagde til det kinesiske lederskab, at jeg ikke forstå, hvorfor de truer os ved at støtte Rusland.
- Det bliver nødt til at stoppe. Jeg vil ikke svare konkret på spørgsmålet (om røde linjer, red.) nu, men det er åbenlyst, at det er en sag, vi står over for, siger Rutte.
Vil styrke Nato
På pressemødet understreger Natos nye generalsekretær, at han som en af sine vigtigste prioriteter vil styrke Natos samarbejde med partnerlande. Han nævner specifikt partnerlandene i Fjernøsten, som omgiver Kina.
Natos såkaldte Indo Pacific-partnere er allerede begyndt at deltage på Nato-topmøderne. De fire lande er Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.
I lyset af Kinas militarisering og trusler mod blandt andet Taiwan er de fire lande begyndt at arbejde stadig tættere med Nato.
Globale trusler
- Jeg ved, at det er højt på dagsordenen i alle fire lande. De fornemmer, at der er en samhørighed med Nato over for de globale trusler, vi står over for, siger Mark Rutte.
Han vil dog afvente samtaler med de fire lande samt Nato-landenes ledere, før han konkret går i detaljer med, hvordan samarbejdet kan styrkes.