Lyn rammer fodbolddrenge - tre er alvorligt skadet
SVERIGE: Drengene var i gang med at træne på Lidingö, da uvejr trak ind over. Tre blev formentlig ramt af lyn
Otte teenagere er kommet til skade, tre meget alvorligt, da et lyn torsdag aften slog ned i et træ ved en fodboldbane på Lidingö lige nordøst for Stockholm.
Drengene var i gang med at træne, da et uvejr trak ind over fodboldbanen.
Det rapporterer flere svenske medier.
De tre svært tilskadekomne blev tilsyneladende ramt af lynet, oplyser chefen for sygehuset, som de alle otte er blevet overført til, Christer Jakobsson, ifølge den svenske avis Expressen.
- Vi fik anmeldelsen lidt efter klokken 19. Derefter ankom vi med vores ressourcer og mandskab og påbegyndte den medicinske behandling. I alt otte personer er blevet overført til hospitalet, tre med alvorlige skader, siger hun til avisen.
Redningsleder Berry Levis siger til den svenske tv-kanal TV4, at han aldrig før har deltaget i noget lignende.
Stod under træet
Ifølge redningslederen stod en række unge mennesker under træet, da lynet slog ned.
To af de tilskadekomne var bevidstløse, da redningstjenesten nåede frem.
Det var formentlig også de to, som blev evakueret med ambulancehelikopter.
En talskvinde for Region Stockholm oplyser, at "de begge er alvorligt kvæstede".
Det fremgår ikke, hvor gamle drengene er.
I chok
Politi og ambulance var torsdag aften på stedet og tog sig af holdkammeraterne til drengene.
De var i chok, fortæller lederen af fodboldklubben til TV4.
Byen Lidingö har åbnet fritidscentret Kulan i byen for dem, "der har brug for støtte eller lyst til at komme og tale", skriver den på sin hjemmeside.