Klar besked til russerne: Hold jer væk

IOC anklager Rusland for at politisere sporten i bestræbelserne på at skabe et alternativt OL

Offentliggjort Sidst opdateret

Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF) er helt på bølgelængde med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i modstanden mod det, IOC opfatter som Ruslands politisering af idrætten.

Kritikken udspringer af, at Rusland, der er udelukket af det olympiske samarbejde, har planer om at arrangere sit eget multisportsevent - en slags alternativt OL i Rusland. Nu forsøger man på regeringsniveau at overtale andre lande til at deltage.

Ruslands Olympiske Komité er udelukket af OL-fællesskabet efter Ruslands invasion af Ukraine.

IOC udtalte tirsdag hård kritik af det russiske initiativ, som strider mod den olympiske tanke om at holde sport og politik adskilt og beskytte atleterne mod politisk pres. DIF-formand Hans Natorp er enig.

Mere tydelig

- Det gør den bagvedliggende politiske motivation endnu mere tydelig, at russerne går uden om sportsorganisationerne. Dette er en klar overtrædelse af det olympiske charter og i modstrid med adskillige FN-resolutioner. Det er et kynisk forsøg fra Ruslands side på at politisere sporten, siger Natorp i en pressemeddelelse fra DIF.

Til formålet har den russiske regering skabt og finansieret "Det Internationale Venskabsforbund" (IFA), der skal afholde legene under navnet "Friendship Games".

Der er planer om en første sommerudgave af legene i september i år efterfulgt af vinterlege i 2026.

Bliver presset

IOC frygter, at atleter bliver presset af deres regeringer til at deltage i Friendship Games og minder samtidig om, at den russiske regering var dybt involveret i doping af landets atleter ved vinter-OL i Sotji i 2014.

- Det er klar tale fra IOC's side, og det vil jeg gerne anerkende. IOC rummer over 200 vidt forskellige lande og er derfor normalt meget diplomatisk, men denne gang smider IOC virkelig handskerne, siger Hans Natorp.

- Min holdning er, at lige netop i forhold til Rusland kan man ikke adskille sport fra politik. Den russiske regering bruger sporten og landets atleter i et politisk spil. Det er præcis det, som IOC nu i meget klare vendinger giver udryk for, lyder det fra DIF-formanden.

Powered by Labrador CMS