Jagter gerningsmand efter tre knivdrab til tysk byfest

Tre personer er blevet dræbt, og fire er blevet alvorligt såret under et knivangreb til en byfest i Tyskland

Vidner fortæller til den tyske avis Bild, at en mand omkring klokken 21.45 fredag aften stak tilfældigt forbipasserende ned under en byfest i Tyskland. Tre personer er blevet dræbt, og fire personer er alvorligt såret.
Offentliggjort Sidst opdateret

FÅ DIREKTE BESKED OM ULYKKER, TRAFIK OG KRIM

Download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Tre personer blevet er dræbt, og fire personer er blevet alvorligt såret i et knivangreb under en byfest i den vesttyske by Solingen fredag aften.

Det siger en talsperson for politiet i Düsseldorf ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Den tyske avis Bild har talt med vidner, der fortæller, at en mand omkring klokken 21.45 fredag aften stak tilfældigt forbipasserende ned.

Den formodede gerningsmand er natten til lørdag fortsat på fri fod, oplyser politiets talsperson.

Hun oplyser videre, at der er blevet iværksat en omfattende aktion, der har til formål at finde manden.

I den forbindelse er en større del af byen blevet afspærret.

Skal holde sig indendørs

Politiet har desuden bedt indbyggerne i byen om at holde sig indendørs og undgå byens centrum, skriver Bild.

Det er politiets opfattelse, at manden handlede alene, oplyser politiet til Reuters.

Politiefterforskere fortæller til mediet Bild, at de kategoriserer angrebet som et terrorangreb.

Delstatens indenrigsminister, Herbert Reul, kalder knivangrebet for et målrettet angreb på menneskeliv, men afviser at spekulere i motivet, skriver Reuters.

FEster hele weekenden

Knivangrebet skete under en fejring af byens 650-års fødselsdag, som skulle vare hele weekenden.

Vidner på stedet har fortalt til Bild, at gæster til byfesten blev bedt om stille og roligt at forlade pladsen.

Bevæbnet politi opholder sig natten til lørdag fortsat på byens torv, hvor angrebet fandt sted. Der er blevet opsat afspærringer, ligesom en del af området er blevet afskærmet, skriver dpa.

Desuden er der en helikopter i området ifølge Bild.

Der bor omkring 150.000 mennesker i Solingen, der ligger i delstaten Nordrein-Westfalen.

Borgmester i chok

Byens borgmester, Tim-Oliver Kurzbach, beskriver i en pressemeddelelse fredag aften, hvordan alle i byen er i chok, forfærdede og i stor sorg.

- Vi ville bare gerne fejre byens jubilæum sammen, men må nu i stedet sørge over de dræbte og sårede. Dette angreb på vores by river mit hjerte itu.

- Mine øjne fyldes med tårer, når jeg tænker på dem, som vi har mistet. Jeg beder for alle dem, der fortsat kæmper for deres liv, skriver han.

Powered by Labrador CMS