Giver ikke en øre til brylluppet
Det norske kongehus poster ikke penge i Märtha Louises bryllup med shamanen
Når prinsesse Märtha Louise og hendes shaman Durek Verrett den 31. august 2024 bliver gift, så er der ikke nogen medgift med fra brudens mor og far, dronning Sonja og Kong Harald.
Kongehuset kommer ikke til at betale en øre i forbindelse med Märtha Louises andet ægteskab.
Prinsessen blev sidste år fritaget for sine officielle kongelige pligter, og kongehuset lagde på den måde lidt afstand til prinsessen og hendes til tider kontroversielle kæreste.
Ingen skattepenge involveret
Det norske kongehus finansieres af staten, men der bliver ikke brugt skattepenge på brylluppet.
Det bekræfter hoffet over for den norske udgave af erhvervsavisen Børsen.
Brylluppet mellem prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett finansieres ikke af kongehuset, men privat, siger hoffets kommunikationschef Guri Varpe til avisen.
Vil ikke uddybe
Prinsesse Märtha Louises talskvinde, Carina Scheele Carlsen, bekræfter hoffets melding.
- Det er korrekt, at staten ikke tager regningen, siger hun til Børsen.
Hun afviser at kommentere yderligere, da Børsen spørger ind til, om parret selv skal betale.
For at sætte streg under distancen til brylluppet, udtaler hoffets assisterende kommunikationschef, Sven Gjeruldsen, at "kongehuset har ikke noget som helst med brylluppet at gøre".