- De fortsætter med at sprede løgne

Märtha Louise tæsker løs på ugeblad før sit bryllup

Offentliggjort

Det er ingen hemmelighed, at norske prinsesse Märtha Louise har et anstrengt forhold til den norske udgave af ugebladet SE og HØR.

Hun har tidligere beskyldt bladet for at udnytte sin kommende svigermor, Durek Verretts mor.

Hun hævder, at bladet på fast basis betaler Durek Verretts mor for nyheder om det kommende ægtepar.

Märtha Louise og Durek Verrett skal giftes ved et storslået bryllup over tre dages festligheder, der kulminerer med vielsen den 31. august i år.

Tirsdag er Märtha Louise ude på sin Instagramprofil med et nyt angreb på ugebladet.

- Spreder løgne

- SE og HØR fortsætter med at sprede løgne om min forlovede, indleder Märtha Louise tirsdagens opslag.

Märtha Louise tordner mod ugeblad i helt friskt opslag på Instagram.

- De bliver ved, indtil alle tror på løgnene. Denne gang gentager de løgnen om, at Durek ikke kommer fra en velhavende familie som barn. 

- Kilden til påstanden er hans mor, der får penge for at sprede alle de løgnehistorier hun kan, tordner Märtha Louise.

Masser af billeder  

Hun har garneret sit opslag med masser af billeder af Dureks barndomshjem, som hun angiver til at have en værdi af mere end 30 millioner norske kroner (19,2 mio. danske kroner).

Hun medgiver, at Dureks far ganske vist gik konkurs, men det var først, da Durek Verrett var flyttet hjemmefra, så det påvirkede ikke hans tilværelse, mens han boede hjemme.

"Vidneudsagn" fra barndomsven 

Yderrmere har Märtha Louise og Durek Verrett fået en af hans gamle barndomsvenner til at fortælle om Dureks barndom.

Barndomsveninden Danielle Washington fortæller, at Durek var et af de rigeste børn i skolen.

Märtha Louise bedyrer, at det ikke betyder noget for hende, hvorvidt hendes kommende mands familie var velhavende, da han var barn, men hun "er led og ked af SE og HØR's løgnehistorier".

- Tro ikke på, hvad SE og HØR skriver om mig og Durek frem mod vores bryllup. Af erfaring ved jeg, at det bliver værre og værre, jo tættere vi kommer på brylluppet. Det er så trist, for et bryllup burde være en glædelig begivenhed for alle involverede. Også for os..., skriver Märtha Louise til sine 226.000 følgere.

Opslaget har på tre timer fået tæt på 3.000 likes.

Du kan læse hele opslaget og se billederne fra Durek Verretts barndomshjem og "vidneudsagnet" fra barndomsveninden herover.

Powered by Labrador CMS