Frygtet sygdom fundet tæt på Danmark
Fødevareministeriet følger situationen tæt
Onsdag konstaterede svenske myndigheder afrikansk svinepest i et dødt vildsvin nordvest for Stockholm, og et større område i Sverige er blevet klassificeret som en inficeret zone og underlagt restriktioner.
Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
Følger situationen
Fødevareministeren har modtaget en orientering fra Fødevarestyrelsen, der viser, at risikoen for at sygdommen kommer ind i Danmark via lovlige varer fra Sverige eller vildsvin er meget lav og dermed uændret.
Orienteringen peger dog også på, at risikoen for, at jægere bringer sygdommen ind i Danmark er steget fra meget lav til lav.
Fødevareministeren og de danske myndigheder følger situationen tæt.
Tilbyder assistance
Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
- Jeg er naturligvis opmærksom på situationen med fundet af afrikansk svinepest i vildsvin i Sverige, og jeg har modtaget en orientering fra Fødevarestyrelsen, der følger situationen tæt. Styrelsen udsendte torsdag en nyhed om, hvordan man bedst muligt undgår at tage afrikansk svinepest med til Danmark, hvis man eksempelvis har været på jagt i Sverige. Jeg har derudover været i dialog med den svenske landbrugsminister, som har orienteret om, hvordan de svenske myndigheder arbejder med at inddæmme smitten. Og jeg har i den forbindelse tilbudt dansk assistance, hvis de svenske myndigheder vurderer, at der er behov herfor.
I dialog med jægerforbund
Fødevareminister Jacob Jensen har ligeledes været i dialog med det danske Jægerforbund om situationen.
På baggrund af udviklingen i sagen vil Fødevarestyrelsen overveje, om der er behov for et intensiveret samarbejde med politiet og toldvæsenet ved grænsen, hvor der eksempelvis vil kunne iværksættes en oplysningsindsats målrettet jægerne.