Finder ligrester fra 12-årig pige

Australsk politi mener at have fundet de jordiske rester af 12-årig pige, som formodes dræbt af en krokodille

Offentliggjort Sidst opdateret

Krokodiller i Northern Territory

Northern Territory er hjem for over 100.000 krokodiller og er 33 gange større end Danmark.

Krokodiller, både ferskvands- og saltvandsarter, findes i floder, laguner og kystnære havområder i det nordlige Australien.

Saltvandskrokodiller kan blive op til seks meter lange og anses for at være verdens største krokodilleart.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

De jordiske rester af en 12-årig pige, som menes at være blevet dræbt af en krokodille i det nordlige Australien, er formentlig blevet fundet.

Det oplyser det lokale politi i den australske delstat Northern Territory torsdag.

Forfærdelige nyheder

- Det her er forfærdelige nyheder for familien og alle, der var involveret i eftersøgningen, siger overbetjent Erica Gibson i en udtalelse.

Pigen blev tirsdag aften meldt savnet efter en svømmetur i et vandløb nær byen Palumpa.

Byen, der har omtrent 350 indbyggere, ligger syv timers køretur fra delstatshovedstaden Darwin.

Krokodille set

Pigen besøgte området sammen med sin familie.

Politiet oplyser til mediet ABC Radio, at der var meldinger om, at en sort krokodille blev set i området.

Der findes over 100.000 krokodiller i Northern Territory, der er omtrent 33 gange større end Danmark.

Er i området

Krokodiller lever både i ferskvand og saltvand. Derfor frarådes det mange steder at svømme og bade.

Udvalgte områder er erklæret for "krokodillefri", hvilket i så fald er markeret med skilte.

Men som udgangspunkt skal man ifølge myndighederne i Northern Territory gå ud fra, at der er krokodiller i alle vandområder.

Op mod fire meter

Ferskvandskrokodiller lever i floder og andre ferskvandsområder og kan blive mellem 3,5 og 4 meter lange.

Saltvandskrokodiller er verdens største krokodiller. De bliver op til seks meter lange, fremgår det af Northern Territorys regerings hjemmeside. Dog er der set eksempler på endnu større saltvandskrokodiller.

De lever både i ferskvand og saltvand og kan derfor både findes i floder, flodsletter, laguner og generelt i kystnære havområder i det nordlige Australien.

Powered by Labrador CMS