Donald Trump i vildt raseriudbrud
Udmelding fra Trump kommer, efter at den amerikanske sanger har bakket op om Demokraternes Kamala Harris
Donald Trump skriver søndag på sit eget medie Truth Social, at "jeg hader Taylor Swift."
Det sker, efter at den amerikanske sanger skrev på det sociale medie Instagram, at hun bakker op om Demokraternes kandidat til præsidentvalget, Kamala Harris.
Det tilkendegav Swift kort efter tv-duellen mellem Trump og Harris tidligere i denne uge.
Verdensstjernen Taylor Swift opfordrede sine 283 millioner følgere til at læse alt, hvad de kan om de to præsidentkandidaters idéer.
Vil stemme på Harris
Swift siger, at hun vil stemme på demokraten Harris, fordi "hun kæmper for rettigheder og sager, som fortjener at have en forkæmper".
- Jeg mener, at Harris er en rolig, begavet leder, og jeg mener, at vi kan opnå så meget mere i vores land, hvis vi lader os lede af rolighed og ikke kaos, skrev Taylor Swift.
Republikaneren Trump sagde efter udmeldingen fra Swift til Fox News, at sangeren "formentligt kommer til at betale en høj pris for sin stillingtagen".
Taylor Swift er en af de største og mest indflydelsesrige kulturpersonligheder i USA, og hendes udmelding opfattes som et vigtigt rygstød for Kamala Harris.
Taylor Swift roser også den demokratiske vicepræsidentkandidat Tim Walz, som, hun siger, i årtier har stået for "LGBTQ+-rettigheder, fertilitetsbehandling og kvinders ret til egen krop".
Barnløs kattedame
Teksten på Instagram fra Taylor Swift er delt med et billede af hende selv, der holder en kat. Hun har signeret teksten med den følgende tekst: "Med kærlige og håbefulde hilsner, Taylor Swift, barnløs kattedame".
Det er øjensynligt en reference til, at Donald Trumps vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, har kaldt Kamala Harris for en "barnløs kattedame".