120 nye anklager på vej mod Diddy

Seks søgsmål om seksuelle overgreb rammer rapper, der er tiltalt for menneskehandel

Offentliggjort Sidst opdateret

Seksuelle overgrebssager mod Sean 'Diddy' Combs

Sean 'Diddy' Combs er anklaget for seksuelle overgreb, herunder et overgreb mod en mindreårig.

Sagerne er anlagt ved en føderal domstol i New York, og sagsøgerne er anonyme.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs er mandag blevet ramt af seks nye søgsmål om seksuelle overgreb. I et af dem anklages han for at have begået overgreb mod en mindreårig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De civile sager anlægges omkring en måned efter, at Combs blev tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Rapperen, der har nægtet sig skyldig i anklagerne, har siddet fængslet siden midten af september.

- Sandheden vil sejre

- I retten vil sandheden sejre: At Hr. Combs aldrig har begået seksuelle overgreb mod nogen - voksen eller mindreårig, mand eller kvinde, siger hans advokater i en udtalelse mandag.

Mandagens sager er blevet anlagt ved en føderal domstol i New York.

Sean "Diddy" Combs har været i søgelyset i en længere periode, da han allerede står over for flere civile søgsmål. Mandag er han blevet ramt af flere. (Arkivfoto).

Sagsøgerne er anonyme, hvilket betyder, at deres navne ikke er blevet offentliggjort.

Mand blandt sagsøgere

Ifølge Reuters er en af dem dog en mand, som anklager rapperen for at have begået overgreb mod ham, mens manden var mindreårig.

- I årtier misbrugte, forulempede, voldtog, overfaldt, truede og tvang Sean Combs kvinder, mænd og mindreårige til sin egen seksuelle tilfredsstillelse, lyder det i søgsmålet fra den i dag voksne mand.

Ifølge denne anklage gjorde Combs det også for at "opnå dominans og for at skjule sin afskyelige adfærd".

Befølt på sine kønsdele

Sagsøgeren fortæller samtidig, hvordan han i 1998 deltog i en fest i rapperens luksusvilla i The Hamptons i New York.

Vedkommende var på daværende tidspunkt 16 år gammel.

Til festen beordrede rapperen ham angiveligt til at tage bukserne af, hvorefter Combs skal have befølt teenagedrengens kønsdele.

Repræsenterer 120 sagsøgere

Advokaten, der repræsenterer mandagens sagsøgere, hedder Tony Buzbee.

Han har kontor i Houston i delstaten Texas.

Advokaten siger, at han repræsenterer i alt 120 personer, som anklager Diddy for misbrug og overgreb.

Hans advokatfirma, Buzbee Law Firm, siger i en udtalelse, at det har planer om at anlægge flere sager mod Combs i løbet af de kommende uger.

Powered by Labrador CMS