Tiltalt for voldtægt sammen med Diddy
Ifølge civilt søgsmål skal de amerikanske rappere Jay-Z og P. Diddy sammen have voldtaget en 13-årig pige
Den amerikanske rapper og producer Jay-Z er blevet sagsøgt for at have voldtaget en 13-årig pige sammen med kollegaen Sean "Diddy" Combs for knap 25 år siden.
Det viser retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet AFP og adskillige amerikanske medier.
Jay-Z, hvis borgerlige navn er Shawn Carter, afviser påstandene.
Tilbage i 2000
Det drejer sig om et opdateret punkt i den civile sag mod Combs, hvor det hævdes, at Jay-Z og Combs voldtog pigen til en efterfest efter MTV Video Music Awards i september 2000.
- En anden kendis stod ved siden af og så på, mens Combs og Carter (Jay-Z, red.) på skift forgreb sig på den mindreårige. Der var mange andre til stede ved efterfesten, men de gjorde intet for at stoppe overgrebet, lyder det i dokumentet.
- Under mange af de heri beskrevne episoder var Carter (Jay-Z, red.) sammen med Combs. Begge gerningsmænd bør se retfærdigheden i øjnene.
Nævnes ved navn
Jay-Z blev oprindeligt kaldt "kendis A" i søgsmålet, men nævnes nu ved navn. Det fremgår ikke af søgsmålet, hvem sagsøgeren er.
Rapperen kalder på det sociale medie X advokaten, der fører sagen, Tony Buzbee, for en "svindler".
- Min advokat modtog et afpresningsforsøg - kaldet et kravbrev - fra en "advokat" ved navn Tony Buzbee. Det gav mig lyst til at afsløre dig som den svindler, du er, lyder det i et opslag, som Jay-Z's pladeselskab har offentliggjort på X.
Tony Buzbee fortæller til AFP:
- Søgsmålet taler for sig selv. Dette er en meget alvorlig sag, som vil blive behandlet i retten.
Gift med Beyoncé
55-årige Jay-Z er en producer og iværksætter, der startede som rapper, og som er gift med sangeren Beyoncé Knowles.
Det er uklart, hvordan Sean "Diddy" Combs forholder sig til søgsmålet.
Combs sidder fængslet i Brooklyn i New York, efter at han er blevet tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.
Afviser alle anklager
Det 14 sider lange anklageskrift beskriver en periode frem til 2024.
Heri lyder det blandt andet, at han i årevis skal have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".
Combs har afvist alle anklagerne.
Hans sag skal efter planen for retten 5. maj 2025.