Wilbek erkender: Det er slut

Jobbet som borgmester æder Ulrik Wilbek op med hud og hår, og han vil stoppe om to år, fortæller han

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Ulrik Wilbek (V) vil ikke genopstille til byrådet i Viborg Kommune og afslutter sit virke 31. december 2025 efter otte år på posten.

Wilbek har tidligere været træner for både Viborg HK og de danske håndboldlandshold. Han sad i byrådet for Venstre i perioden 1997-2001.

I 2017 stillede han op igen og blev valgt som borgmester, en position han genoptog efter valget i 2021.

Wilbek vil ikke stille op til hverken folketings- eller regionsrådsvalget. Venstre skal finde en ny borgmesterkandidat ved opstillingsmødet den 30. januar.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Borgmester Ulrik Wilbek (V) genopstiller ikke til byrådet i Viborg Kommune.

Han afslutter sit virke 31. december 2025 efter otte år på posten. Det skriver Viborg Folkeblad.

Ulrik Wilbek har tidligere antydet, at to perioder som kommunens førstemand måtte være passende, men beslutningen er først officiel nu.

Sindssygt hårdt job

Dermed skal byrådets klart største parti gøre sig klar til en tid uden profilen, der løb med flere end 8000 personlige stemmer ved valget i 2021.

Han kalder det et "sindssygt hårdt job".

- Jeg er sådan en, der går "all in" og bliver ædt op med hud og hår, fordi jeg gerne vil gøre så meget for Viborg Kommune, som jeg overhovedet kan, siger Ulrik Wilbek.

Tog job som træner

Om to år er han 67 år, og til den tid har han gjort sit arbejde, mener han.

Ulrik Wilbek har en lang og succesfuld tid som træner for både Viborg HK og de danske håndboldlandshold bag sig.

Han sad i byrådet i 1997-2001 for Venstre og var udset som partiets borgmesterkandidat, da kommunesammenlægningen fandt sted i midten af 00'erne.

Han tog dog imod jobbet som træner for herrelandsholdet i stedet.

Ulrik Wilbek har tidligere antydet, at to perioder som kommunens førstemand måtte være passende, men beslutningen er først officiel nu. (Arkivfoto).

Nye kræfter til

I 2017 stillede han op igen, og som valgets sejrherre fravristede han borgmesterkæden fra De Konservative.

Valget i 2021 levnede ingen tvivl om, at han skulle have en periode mere på posten.

- Men nu må der nye kræfter til, og så kan jeg forhåbentligt se tilbage på, at det gik godt, i stedet for at få at vide, at jeg sad for lang tid, siger han.

Ulrik Wilbek kommer ikke til at stille op til hverken folketings- eller regionsrådsvalget, understreger han.

Skal finde ny kandidat

Han har døjet med helbredet og været syg med overbelastning. Men det har ikke spillet ind, for han traf beslutningen i sommer.

Venstre har opstillingsmøde den 30. januar, hvor der skal findes en ny borgmesterkandidat, og det er årsagen til, at han annoncerer sin kommende exit nu.

Der er kommunal- og regionsrådsvalg i 2025.

Powered by Labrador CMS