Overlæge: Her skal du reagere på feber
Feber er med til at bekæmpe virus og bakterier hurtigere og kan være ganske ubehageligt. Men hvornår skal du reagere?
Den kolde og mørke tid er over os, og der er nok flere, som på et eller andet tidspunkt må have et par sygedage under dynen.
Og her er det ofte i selskab med en høj temperatur i form af feber.
En god ting
Men kan feber være farligt, og er der et bestemt tal på termometeret, feberen helst ikke må komme over? Det svarer Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitet, på.
- Feber er i udgangspunktet kun en god ting, fordi den er med til at bekæmpe virus og bakterier hurtigere og mere effektivt, end hvis man ikke havde feber, siger han og uddyber:
- Vores hvide blodlegemer arbejder hurtigere, og så udvider blodkarrene sig, så immunforsvarets celler lettere kan komme derhen, hvor infektionen har ramt.
Kan skade
Er du ellers sund og rask, er feberen i sig selv ikke farlig. Ifølge professoren begynder kroppen først at tage skade over 42 grader.
- Men det sker sjældent, for kroppen ved godt, hvornår den skal stoppe med at hæve temperaturen. Så får du omkring 41 i feber, er det fint at ringe til en læge, siger Lars Østergaard.
- Feberen vil være der, så længe der er behov for det. Den har jo til formål at fjerne det, der ikke hører til i kroppen. Nogle gange tager det én dag, andre gange fem dage eller endnu længere.
I svedekasse
Lars Østergaard peger på, at man historisk set har brugt feber til at behandle flere forskellige infektioner herunder blandt andet syfilis.
- I gamle dage satte man dem i en svedkasse, mens man nogle steder i nyere tid smittede folk med malaria for at temperaturen skulle stige, forklarer han.
Men selv om de fleste episoder med feber er harmløse og går over af sig selv, kan feber i sjældnere tilfælde være tegn på andre alvorlige sygdomme.
Eksempelvis er meningitis - også kaldet hjernehindebetændelse - værd at holde øje med symptomer på, hvis du har feber.
Sjælden og farlig
Sygdommen er sjælden, men farlig, og kræver omgående behandling.
Symptomerne er ofte en stivhed i nakken, så det er svært at bøje hovedet nedad. Det er dog en læge, der skal vurdere om føles unormalt eller ej.
Desuden bør man også være opmærksom på røde pletter på kroppen, der ikke forsvinder, når man trykker med et glas.
- Men alt det har ikke nødvendigvis noget med febersymptomerne at gøre, men henleder det til en anden sygdom, kan det kræve, at man gør noget ved det, siger Lars Østergaard.