Tragedie under OL: Død af hjertestop
Trods behandling fra beredskabstjenester stod hans liv ikke til at redde
Boksetræneren for Samoa ved OL, Lionel Elika Fatupaito, døde fredag - 60 år gammel.
Fatupaito fik et hjertestop i OL-byen, og trods behandling fra beredskabstjenester stod hans liv ikke til at redde.
Det oplyser et lokalt anklagekontor ifølge AFP.
I en kommentar på sin hjemmeside sender Det Internationale Bokseforbund (IBA) kondolencer til Fatupaitos familie, venner og kolleger.
- Lionels dedikation og passion for sporten har sat et uudsletteligt præg på boksesamfundet.
- Hans arv vil fortsat inspirere fremtidige generationer. Vores tanker og bønner går til Team Samoa og alle dem, der er berørt af dette dybe tab, skriver IBA i udtalelsen.
Skal bokse søndag
Samoa er repræsenteret ved en enkelt bokser i Paris i form af sværvægteren Ato Plodzicki-Faoagali, der skal bokse søndag.
Samoa, der er en lille øgruppe i Oceanien, har i alt 24 atleter med til de olympiske lege i Paris.