Mister dyr Audi efter vanvidsjagt
En 18-årig er blevet anholdt efter en 32 kilometer lang biljagt, som sluttede i en skov syd for Køge
En 18-årig mand formåede at undslippe politiet over en strækning på 32 kilometer, inden han blev fanget og anholdt i en skov syd for Køge på Sjælland.
Det oplyser Michael Hymøller, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, tidligt lørdag morgen.
Anholdt og sigtet
Den 18-årige er blevet anholdt og vil formentlig blive sigtet for vanvidskørsel. Politiet har lavet målinger af hans topfart, men de skal stadig verificeres.
Hymøller forklarer, at den 18-årige ikke havde førertilladelse, hvorfor han formentlig var så ivrig for at slippe væk fra politiet.
Løb fra stedet
Over en strækning på 32 kilometer jagtede betjentene ham fra omkring Ringsted til en skov syd for Køge, hvor han og to passagerer steg ud af bilen og forsøgte at slippe afsted til fods.
Det endte dog med en "god koordineret politiindsats", siger Michael Hymøller.
Fanget af hunde
Politiets hundepatrulje fik nemlig indfanget den 18-årige mand, som nu er i politiets varetægt.
Politiet har desuden beslaglagt mandens bil, en Audi A4 af ældre årgang, med henblik på konfiskation. Politiet kan konfiskere en bil og sælge den på auktion, hvis han bliver dømt for vanvidsbilisme.
Bilens to passagerer blev kortvarigt anholdt, men blev løsladt igen, da det stod klart, hvem der var bilens fører.