Straffedom til dement mand ryster patientforening

74-årig dement skal være på en psykiatrisk afdeling resten af sit liv. Læger havde anbefalet anden løsning

Offentliggjort

Kontroversiel dom mod dement mand vækker bekymring

  • En dement mand på 74 år er blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling efter en tragisk hændelse, hvor en 99-årig kvinde mistede livet på et plejehjem. Alzheimerforeningen udtrykker bekymring over dommens konsekvenser og opfordrer politikerne til at handle.
  • Retten i Kolding fulgte Retslægerådets anbefaling om psykiatrisk anbringelse, trods to lægers forslag om et beskyttet plejehjem. Familien til den dømte mand er oprørt over situationen og beskriver hans tilstand som isolation.
  • Alzheimerforeningen kritiserer, at kommunale prioriteringer kan påvirke straffesager, og mener, at sagen fra Kolding ikke bør danne præcedens. Der er også bekymring over de økonomiske konsekvenser for den dømte, som skal betale erstatning og sagsomkostninger.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Udfaldet af en straffesag om en dement mand, der blev årsag til en 99-årig kvindes død på et plejehjem, bør få politikerne på Christiansborg til at reagere.

Det mener Alzheimerforeningen, som udtrykker bekymring for konsekvenserne af en dom, som 29. oktober blev afsagt af Retten i Kolding.

I et brev til Folketingets retsudvalg beder patientforeningen partiernes retsordførere om at tage affære.

I sagen blev en dement mand på 74 år dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, fordi han i december sidste år havde overfaldet kvinden på et plejehjem i Christiansfeld. Volden medførte, at kvinden døde et døgn senere.

Var gået forkert 

Manden var gået forkert og var havnet i den 99-åriges lejlighed. Han troede angiveligt, at kvinden befandt sig i hans lejlighed. Derefter opstod volden.

På grund af sin lidelse skal han ikke straffes.

Men selv om manden ikke har en psykiatrisk diagnose, har retten besluttet at anbringe ham på en psykiatrisk afdeling. Det skyldes en anbefaling fra Retslægerådet. Rådet afgiver sagkyndige udtalelser, som blandt andet bruges i retssager.

- Vi er meget bekymrede over, at Retslægerådet på den måde negligerer den lægefaglige indsigt i demenssygdom og den demensfaglige ekspertise, skriver foreningen.

To læger havde anbefalet anbringelse på et beskyttet plejehjem. Og det ønske kom forsvareren også med i retten.

Kalder det isolation 

Familien til manden er oprørt over situationen. På afdelingen sidder han sine vågne timer på en stol. Han hverken kan eller må omgås de psykiatriske patienter, oplyser familien ifølge TV Syd.

- Personalet siger til os, at de ikke har tid, og at vi må forstå, de er en akut psykiatrisk afdeling og ikke et plejehjem. Vi kalder det isolation, lyder det fra familien.

At han er havnet blandt psykisk syge og formentlig skal blive der resten af sit liv skyldes ifølge Alzheimerforeningen også kommunen.

- Det er meget udfordrende for retsfølelsen, hvis det kan være den enkelte kommunes prioritering, der er udslagsgivende i straffesager, skriver foreningen.

Sagsomkostninger og erstatning 

Sagen fra Kolding bør ikke danne præcedens, har formanden for psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark, sagt til TV Syd. Der bør være et bedre tilbud for de demensramte, mener Mette Bossen Linnet.

Ifølge dommen skal den demente betale erstatning til den 99-åriges efterladte på i alt næsten 130.000 kroner. Dertil kommer sagsomkostninger på op mod 100.000 kroner, hvilket dog er blevet indbragt for landsretten.

Også disse regninger virker urimelige, mener Alzheimerforeningen. Særligt i lyset af, at personalet på plejehjemmet ikke reagerede på alarmer, der viste, at han havde forladt sin lejlighed den morgen i december.

Powered by Labrador CMS